Aalborg Håndbold sejrer i drama og er klar til Final 4

Aalborg Håndbold er klar til Final 4 efter et drama mod ungarske Veszprem.

Det blev et brag af en kamp, som Gigantium onsdag aften lagde gulv til, da Aalborg Håndbold mødtes i den andet opgør af Champions League-kvartfinalen. Vinderen af de to kampe vil få adgang til Final 4. 

Derfor var det også den vigtigste kamp indtil videre i sæsonen for Aalborgenserne, som kom ind til kampen bagud med et enkelt mål efter nederlaget i Ungarn. 

Og det blev en meget god dag på kontoret, da Aalborg Håndbold vandt kampen med 33-28.

Det blev dog en skidt start på kampen, da Veszprem tog initiativet og føringen helt fra start. 

På trods af at have haft et par afbrændere, så var Thomas Arnoldsen hurtig til at løfte sig og få sat forsvarsspillerne over to omgange, da han både scorede til 7-6 og 7-7.

Og efter den svære start scorede Aalborg Håndbold fire mål i streg og tog føringen for første gang i kampen. Herfra skiftedes holdene til at score, men det var Aalborg, der sad på kampen og udbyggede sin føring fra mod pausen. Aalborgenserne kunne nemlig slutte første halvleg med en føring på fire mål ved stillingen 18-14.

Drama helt til slut

I første kamp sad Aalborg også på meget af spillet og føringerne kampen igennem, men endte alligevel med et nederlag. Det var det, som Aalborg skulle undgå at gentage i anden halvleg i Gigantium.

Og efter de første ti minutter af anden halvleg lignede det, at aalborgenserne havde lært af fejlerne, da de fortsatte med at holde føringen fra første halvleg.

Tilskuerne fik også en masse at juble af, da Mikkel Hansen kom ind og scorede sit første mål i kampen efter 41 minutters spilletid.

Aalborg kunne dog ikke ryste Veszprem helt af, og der var derfor lagt op til en ganske dramatisk slutning på kampen. 

Flere gange var Veszprem indenfor to mål af Aalborg, men kampen var præget af flere udvisninger og straffekast midt i anden halvleg. Niklas Landin var dog med flere redninger afgørende for, at føringen blev holdt. 

Helt frem mod de sidste fem minutter var Aalborg Håndbold dog foran med tre mål, og det lignede derfor, at Aalborg ville vinde kampen, men det kan gå hurtigt i håndbold. 

Men med en Niklas Landin i storform holdt Aalborg føringen, selvom der var stort drama helt til slut, selvom det var tæt. 

Til allersidst trak aalborgenserne fra og stod som sejrherre med en 33-28-sejr og er klar til Final 4 for anden gang i klubbens historie. 

Aalborg Håndbold havde inden kampen lavet en opfordring om at være klædt i rødt til kampen - noget der blev fulgt af langt de fleste.
Aalborg Håndbold havde inden kampen lavet en opfordring om at være klædt i rødt til kampen - noget der blev fulgt af langt de fleste.
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord




Seneste nyt

fra Nordjylland