Kirsten brød sammen efter besøg fra tricktyv: Nu tager politiet nyt våben i brug

I det nordjyske har der i den seneste måned været en del tilfælde af tricktyverier. Derfor forsøger politiet sig nu med et nyt våben.

- Der stod en henne i døren og snakkede lidt mærkeligt dansk. Hun sagde, at hun skulle hjælpe mig, og at hun kom fra hjemmeplejen. Det vidste jeg - det gjorde hun ikke.

Sådan siger Kirsten Marie Thomsen fra Brønderslev. 

Hun har som en del andre ældre i det nordjyske haft besøg af tricktyve. 

- For det første var det ikke tiden, jeg skulle have hjemmepleje, og jeg har en fast, så det passede ikke. Men det holdt hun på, og så begyndte jeg at råbe, at hun skulle forsvinde gå ud. Hun gik, og jeg skyndte mig at gå ud at låse døren efter hende. Den havde ikke været låst, og så kom min hjemmehjælper, og der brød jeg sammen. Fuldstændig sammen, fortæller hun. 

Kirsten Marie Thomsen er slet ikke alene om, at tricktyve forsøger at få smykker, kontanter eller dankort udleveret. 

I de seneste uger og måneder har Nordjyllands Politi nærmest dagligt advaret mod forskellige former for tricktyverier, mens der også har været en hel del anmeldelser om tricktyverier eller forsøg derpå.

Også Lilly Beate Larsen fra Brønderslev har været udsat for et forsøg.

- Han stod foran mig, og spurgte, om han ikke lige kunne få lov til at se, hvor mange penge jeg havde. Kommunen havde sendt ham ud, for der var nogle tyve, der tog vores penge, og det var jo det rene vrøvl. Jeg skulle jo bare finde dem, for han skulle tage dem. Men det gjorde jeg ikke, siger Lilly Beate Larsen. 

Og det skaber en masse utryghed for de ældre, at de målrettet bliver udsat for denne slags af tyverier.

Vi har haft henvendelser om, at der har været de her tricktyverier, så det er bestemt aktuelt, at vi har fokus på det. Det skaber naturligvis bekymring hos vores borgere, når de har været udsat for det her, siger Mette Brandt, som er afdelingsleder i hjemmeplejen i Brønderslev Kommune.

Se hele indslaget her:

Så sent som tirsdag aften var der en ældre, der blev kontaktet af en fra "banken" over telefonen og for franarret sig et større beløb. 

- Vi kan se, at der er sket en stor stigning i de her antal sager. Vi ser det hele tiden, og de kommer i alle mulige former. Alt fra at de bliver opsøgt derhjemme til, at det er via telefonen. Det er derfor, vi er særlig opmærksomme på de to ting lige nu, siger Philip R Larsen, politikommissær hos Nordjyllands Politi.

Derfor forsøger Nordjyllands Politi sig nu med en ny kampagne for at skærpe opmærksomheden på udfordringen. 

Politi
Politi
Foto: Nordjyllands Politi

Det gør de med den flyer, man kan se i billedet herover. Den er onsdag blevet uddelt i Brønderslev. 

- Det handler bare om, at vi får det bredt ud til så mange, at det kommer i omtale. Det er den bedste måde, vi kan sikre os, at de får alarmklokkerne til at ringe, når de bliver udsat for de her ting, fortæller politikommissæren.

Hos hjemmeplejen er de glade for, at politiet forsøger med endnu mere forebyggelse.

- Jeg tænker det er rigtig fint, at de gør det, for det er vigtigt i sådanne nogle situationer her, at de samarbejder for at løse den her opgave. Hvis vi kan være med til at hjælpe og støtte op omkring politiet og deres arbejde, så gør vi selvfølgelig gerne det, fortæller Mette Brandt og fortsætter:

- Jo flere vi er til at skabe en dialog og samtaler omkring de udfordringer, vi har, og hvordan det er, vi kan støtte op om at forebygge de oplevelser, desto større er succesraten.


Seneste nyt

fra Nordjylland