Hans Henrik søger stadig efter job: Nyt forslag skal hjælpe ham og hundredvis af andre

Der er stadig omkring 300 af de tidligere ansatte på Danish Crown-slagteriet i Sæby, som står uden job.

Hans Henrik Larsen havde indtil i sommer arbejdet 38 år på slagteriet i Sæby - de sidste 20 som servicemand i pakkeriet. 

- Det var en god arbejdsplads, siger han i sit hjem i Frederikshavn. 

Han har søgt efter job i nogle måneder, men der har indtil nu ikke været et match. Det har der heller ikke været for omkring 300 andre, der også blev fyret fra slagteriet. 

Derfor vil det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S) afsætte en pulje penge, der skal finansiere, at tidligere slagteriansatte kan komme på kurser og blive opkvalificeret. 

- Vi skal give dem de kompetencer og de kurser, der skal til, og det koster selv sagt nogle penge, siger folketingsmedlemmet. 

Godt for flere

Frederikshavn Kommune er den kommune i Nordjylland, hvor der er flest arbejdsløse. De 800 fyringer i sommer er en stor del af den forklaring. Og en stor gruppe personer på offentlige ydelser er dyrt for en kommune. 

- Derfor tænker jeg, at det både er godt for den ledige, det er godt for arbejdsgiverne, og det er også godt for kommunernes økonomi, som i forvejen har det svært, lyder det fra Bjarne Laustsen. 

Dyrt for kommunerne

Borgmesteren i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (S), kalder også forslaget for en hjælp. 

- Det ville falde på et tørt sted, for det er jo her, det er allerværst og de, der bliver allerhårdest ramt, er dem, der mister deres job. Men det er faktisk også en bet for de kommuner, hvor de ledige bor, især Frederikshavn, men også Hjørring, Brønderslev og Aalborg som de primære, for det er nogle dyre indsatser, når vi skal have et match mellem ledige også de virksomheder, der kalder på arbejdskraft, konstaterer hun.

Hans Henrik Larsen vil gerne opkvalificere sig, så han får bedre muligheder for at finde et arbejde. Men flere år på skolebænken er han ikke interesseret i. Han har nemlig kun en håndfuld år tilbage på arbejdsmarkedet.  

- Længerevarende kurser vil jeg ikke ind i, men små kurser, hvor man kan blive opgraderet, og der er større chance for at få job, så vil jeg gerne det, pointer han. 

- Jeg vil bare have et arbejde, jeg kan holde til, afslutter han.



Seneste nyt

fra Nordjylland