Aalborg Håndbold opruster: Henter profileret landholdstræner

Det er en erfaren herre, der skal hjælpe Aalborg Håndbolds målmandsduo.

I seks år har han været fast målmandstræner for både herre- og kvindelandsholdet i håndbold, mens han også har været tilknyttet flere klubber siden 2012.

Men nu får Aalborg Håndbold også glæde af målmandstræner Michael Bruun. 

Det skriver Aalborg Håndbold i en pressemeddelelse. 

Michael Bruun stoppede selv sin aktive karriere i 2012, og direktør i Aalborg Håndbold, Jan Larsen, er ikke i tvivl om, at det er en stærk profil, som klubben henter ind.

- Med vores erklærede vision om at blive verdens bedste håndboldklub, er det naturligt hele tiden med at søge nye steder, hvor vi kan lægge et par ekstra procent på det fundament, vi har fået skabt, fortæller direktøren og fortsætter:

- Et af de steder er målmandsposten, hvor vi med tilknytningen af en erfaren herre som Michael Bruun håber at kunne skabe endnu bedre muligheder for optimal træning af vores målmænd. Det har været et stort ønske fra vores kommende træner Maik Machulla at tilknytte netop Michael, som han tidligere har samarbejdet med i Flensburg-Handewitt.

Michael Bruun vil være til stede ved udvalgte kampe og træninger i Aalborg, og han fortsætter også i rollen på landsholdene. 

- Jeg glæder mig meget til at blive en del af næste sæsons trænerteam i Aalborg Håndbold. Jeg har gennem flere år fulgt klubben, og selvom man i denne sæson har præsteret rigtig flot, så håber og tror jeg på, at jeg kan være med til at hæve niveauet hos målmændene yderligere, så vi fortsat vil have den stærkeste duo i Herreligaen, siger Michael Bruun.

Han tilføjer også, at han ser frem til igen at samarbejde med Maik Machulla og Niklas Landin. 

Michael Bruun har skrevet en toårig kontrakt med Aalborg Håndbold.


Seneste nyt

fra Nordjylland