Denne fortælling er skrevet på baggrund af dokumentaren “TV2 Nord Undersøger: Banke banke bøf - Jensen hvem?”, som du kan se nederst i artiklen.
Denne fortælling er skrevet på baggrund af dokumentaren “TV2 Nord Undersøger: Banke banke bøf - Jensen hvem?”, som du kan se nederst i artiklen.
- Donk, lyder det ude fra køkkenet, da lågen til kølerummet lukker i.
Kokken kommer ind med en stor kasse, som han sætter på bordet. Den er fyldt med friske, lyserøde jomfruhummere og is.
Han er ved at gøre klar til frokostbuffet på restauranten i Sæby.
I dag hedder restauranten Jacobs Fiskerestaurant, men det har den ikke altid gjort. For ti år siden hed den nemlig Jensens Fiskerestaurant. Men det fik en anden Jensen sat en stopper for.
- Jeg troede, det var løgn dengang, siger Jacob Jensen, der ejede restauranten.
Jacob Jensen står i køkkenet. Det gør han ikke normalt. For efter han har fået sklerose, har hans bror og kone taget over.
Men der var engang, hvor han arbejdede 12 timer i døgnet her i restauranten.
- Der er da ikke noget mere irriterende end at være kronisk syg. Jeg er en mand, der er vant til at have fart på. Det kan jeg ikke længere, siger Jacob Jensen.
- Og så savner jeg at være er.
I begyndelsen af 2024 er der 226.181 danskere, der hedder Jensen til efternavn. Men alligevel er det ikke allemandseje.
For antallet af Jensen’er er meget tæt på det beløb, som Jacob Jensen ender med at må betale i erstatning til en større hr. Jensen for at bruge det efternavn, som de egentlig begge deler.
- Det kom fra en skyfri himmel, at nogen ville gå efter mig, fordi jeg hed Jensen. Jeg troede ikke, at man kunne eje et navn på den måde, siger Jacob Jensen.
Det er Jensens Bøfhus, der sagsøger Jensens Fiskerestaurant i Sæby for at bruge deres navn og dermed deres brand.
- Jeg var egentlig ikke så følelsesmæssigt påvirket, mens sagen stod på. Men jeg havde også regnet med, at jeg ville vinde, siger den tidligere fiskerestaurantejer.
Sagen endte i højesteret, hvor bøfhuset i 2014 fik medhold i, at Jacob Jensen ikke måtte kalde sin restaurant for Jensens Fiskerestaurant.
- Jeg kan virkelig ikke tåle at tabe, så da det stod klart, havde jeg det ikke så godt, siger han.
Men selvom Jensens Bøfhus vinder rent juridisk, så sætter sagen gang i en stor shitstorm og nedtur for dem. For hvad de ikke vandt i Retten, var den folkelige opbakning.
Jensens Bøfhus har ikke ønsket at udtale sig om sagen.
Vi har også talt med den daværende ejer af Jensens Bøfhus Palle Skov Jensen. Han vil heller ikke være med.
Det damper fra koppen.
Han puster forsigtigt og tager en tår af sin kaffe, mens han med den anden hånd klikker videre med musen.
Thomas Fedder sidder på sit kontor lidt udenfor Aalborg og arbejder.
Han har blandt andet sit eget reklamefirma. Derfor har han masser af erfaring med markedsføring.
- Det her er jo helt klart sådan noget David mod Goliat. Det er den store mod den lille, siger han om sagen og fortsætter:
- Og for os nordjyder betyder det ekstra meget, at den lille også er lokal. Han er en af vores.
Thomas Fedder sætter koppen fra sig.
Navnestriden i 2014 sætter for alvor sindet i kog hos folk, og i hele landet blander danskerne sig.
Mange var af den holdning, at den store mastodont og landsdækkende kæde Jensens Bøfhus trynede den lille mand uden grund.
- Det kom nok bag på mange, at bøfhuset faktisk havde juraen på sin side. At ”de onde”, som det var i manges forstand, havde ret, siger Thomas Fedder.
Det satte en shitstorm mod ”Jensens Bøfhus” i gang.
Flere boykotterede restauranten, og der blev oprettet grupper på de sociale medier med flere tusinde medlemmer mod Jensens Bøfhus.
- Det er helt klart en sag, som Jensens Bøfhus fortryder. Også her ti år efter, siger Thomas Fedder.
Omsætningen faldt drastisk, og som direkte konsekvens af sagen ender manden bag bøfkæden Palle Skov Jensen også med at trække sig og vinke farvel til sit livsværk.
Selvom det er ti år siden, at Jensens Bøfhus vandt over Jacob Jensen, så er sagen ikke glemt. Og nu har en ny sag igen pustet liv i flammerne.
Efter et giftigt jordskred i Randers er bøfhuset igen kommet i uvejr.
Manden bag firmaet Nordic Waste, Torben Østergaard-Nielsen, der efter manges mening, er stukket af fra en mulig miljøkatastofe, er nemlig medejer af Jensens Bøfhus.
Derfor oplever bøfhuset igen modstand.
- Folk laver koblingen mellem Nordic Waste og Jensens Bøfhus, fordi vi har brug for et sted at kaste vores sten hen, siger Thomas Fedder.
- Torben Østergaard-Nielsen ved vi ikke, hvor er, så ham kan vi ikke skyde efter. Men han er jo medejer af Jensens Bøfhus, så retter vi skytset derhen i stedet for.
Ifølge Thomas Fedder er det lettere at rette skytset mod nogen, der allerede har været i vælten.
- Det er let, fordi folk allerede har en ide om, at Jensens Bøfhus gør tingene forkert. Efter navnesagen er det nemt at tage det hele op igen, siger han.
Selvom navnet dengang havde visse ligheder, så er maden vidt forskellig.
Det mener også Jacob Jensen, der dengang han valgte navnet Jensens Fiskerestaurant, ikke havde i sinde at lukrere på brandet Jensens Bøfhus.
- Det har aldrig været meningen. Jeg har heller aldrig oplevet, at noget har troet restauranten var en del af Jensens Bøfhus, siger han.
Sagen vakte stor omtale i alle landets medier. Sagen var på alles læber i hele Danmark.
- Det er de dyreste reklamepenge, jeg nogensinde har brugt. Det kostede jo nok en million eller halvanden at køre sagen og bøden oveni. Alt i alt, var det måske godt givet ud, siger han.
Så var det ligefrem en fordel for jer?
- Nej, det var god reklame, men jeg vil ikke sige det ligefrem var en fordel.
Ifølge Thomas Fedder kan man heller ikke ligefrem sige, at det er en fordel at gå igennem så stor en sag, når man er en lille lokal restaurant. Men han mener alligevel, at Jacobs Fiskerestaurant har fået meget ud af det.
- Der er ingen tvivl om, at det at fiskerestauranten i Sæby bliver nævnt i landsdækkende medier så mange gange, det er oppe i noget med millioner. Det er virkelig meget værd, siger han.
For Jacob Jensen er det næsten helt surrealistisk at tænke tilbage på.
- Jeg havde slet ikke forventet alt den opbakning, vi fik. Det var virkelig flot, siger han.
I dag er der ikke længere nogen Jensen på Jensens Bøfhus. Det er der til gengæld på Jacobs Fiskerestaurant. Men der er ingen Jacob mere.
Det er ti år siden, at sagen blev afgjort. Og på trods af nederlaget rent juridisk, så har Jacob Jensen aldrig tænkt noget ondt om Jensens Bøfhus.
- Jeg er ikke sådan en hævngerrig person, der tænker, at bøfhuset har fået som fortjent. Overhovedet ikke. Jeg var ikke enig i deres måde at håndterer sagen dengang, men jeg ønsker dem alt det bedste, siger Jacob Jensen.
Selvom det var en stor ting at gå igennem, så er Jacob Jensen og familien kommet videre. Derfor er dette også sidste gang, de vil tale om sagen.
- Det er er det sidste interview, jeg giver om sagen. Jeg gider ikke mere. Nu er det ti år siden, og vi er kommet videre, så nu vil vi ikke se tilbage mere, siger han.
Se dokumentaren "TV2 Nord Undersøger: Banke banke bøf - Jensen hvem?" herunder:
"TV2 Nord Undersøger: Banke banke bøf - Jensen hvem?" er tilrettelagt af Katja Schlaikier og Michael Guldbrandt. Den er optaget og redigeret af Michael Guldbrandt.
Denne webdok er skrevet af Katja Schlaikier.
Redaktør: Rasmus Mandsberg.