Dokumentfalsk i regnskabet: Direktør i Aalborg Pirates hjemsendes

Detaljerne i sagen er endnu uklare.

Direktøren i Aalborg Pirates, Lars Laursen, er blevet hjemsendt fra klubben på ubestemt tid.

Klubben oplyser i en pressemeddelelse, at han blev frataget sine beføjelser den 17. april. 

I pressemeddelelsen lyder det blandt andet: 

- Bestyrelsen har konstateret besvigelser og dokumentfalsk i forbindelse med klubbens budget og regnskab. 

Sagen har angiveligt været så alvorlig, at klubbens eksistens har været i fare.

- De tal, vi er blevet præsenteret for, har været sminkede. Det er en alvorlig sag, hvor alt det, Aalborg Pirates har bygget op på 12 år sammen med sponsorer og fans, har været på spil, fortæller bestyrelsesformand Morten Fals.

Det er dog endnu uklart, hvor mange penge der er tale om. 

- Karakteren og omfanget af besvigelserne arbejder vi stadig på at afdække, og derfor kan vi ikke blive konkrete i forhold til de foreløbige tal og på hvilken måde, det er foregået, forklarer næstformand i Aalborg Pirates, advokat Tommy Olesen. 

Ikke til egen vinding 

Klubben tilføjer, at der ikke er mistanke om "berigelse til egen økonomisk fordel". Desuden har bestyrelsen været igang med en redningsplan, der har reddet klubbens eksistens. 

- Bestyrelsen er gået til sagen med mantraet ’klubben først’ og har iværksat en række aktioner og tiltag, der sikrer det økonomiske fundament. Her har vi mødt en kæmpestor opbakning fra de parter, vi har involveret. Det er vi dybt taknemmelige for i Aalborg Pirates, forklarer Morten Fals.

Hjemsendelsen kommer i kølvandet på en sportslig dårlig sæson, hvor Aalborg Pirates røg ud af slutspillet i semifinalen til Esbjerg Energy. Lars Laursen, der tiltrådte som direktør i 2020, har ellers været med på hele opturen og været med i klubbens store succes med to mesterskaber på tre år. 

Samme Lars Laursen stod i slutspillet før en kamp op foran sponsorerne i VIP-loungen og bad om, at man vil øge sponsoraterne med 10 til 20 procent. 

Aalborg Pirates meddeler, at de har lavet en aftale med den kommende direktør, men at aftalen først effektueres fra begyndelsen af maj.

TV2 Nord har kontaktet Lars Laursen, der ikke ønsker at udtale sig. 


Seneste nyt

fra Nordjylland