Falsk bankmand fuppede sig til kort og koder: Ofre mistede hundredtusindvis af kroner

En særdeles god historiefortæller - og løgner - tager, ifølge politiet, plads på anklagebænken.

Mindst 16 gange lykkedes det en 35-årig mand at overbevise andre om, at han var fra banken og skulle have hævekort og koder udleveret – hvorefter han lænsede ofrenes konti for hundredtusindvis af kroner.

Det mener politiet i hvert fald er tilfældet i en noget usædvanlig sag, som Retten i Aalborg efter planen behandler i dag.

Goddag, det er fra banken…

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at manden ringede rundt og udgav sig for at være fra vedkommendes bank. Politiet mener, at manden gav ofrene en historie om, at deres bankkonto var ved at blive misbrugt, og at betalingskort og koder derfor straks skulle udleveres til en medarbejder, som ville komme forbi og afhente kort og koder.

Herefter mener politiet, at den 35-årige selv – eller muligvis en eller flere andre gerningsmænd – mødte op hos ofrene. Her lykkedes det ikke blot at få udleveret hævekort og koder.

I et par tilfælde lykkedes det også at få ofrene til at udlevere de kontanter, som de tilfældigvis lå inde med. Det gav henholdsvis 9.000 og 5.000 i kontanter.

Hundredtusindvis af kroner

Men ellers er den 35-årige tiltalt for at have svindlet for over 328.000 kroner. 

I mange tilfælde ved at lave kontakthævninger på kortene. I andre tilfælde lykkedes det ifølge anklagerne at købe ting for relativt store beløb på de udleverede kort.

I et af de grovere tilfælde blev der hævet 15.000 kroner i kontanter, ligesom kortet blev brugt til at købe for over 34.000 kroner.

Nåede at spærre kort

I enkelte tilfælde kom der ikke noget ud af det, fordi kortene blev spærret, før de blev misbrugt. Det fremgår ikke af sagens oplysninger, men årsagen har formentlig været, at kortejerne efterfølgende havde fået mistanke om, at noget var galt.

FOROMTALE AF RETSSAG

Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.

De tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.

Retsmødet for denne sag er fastsat til 20. februar ved Retten i Aalborg.

Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.

Som nævnt mener politiet, at det i alt lykkedes at svindle for over 328.000 kroner, ligesom der blev gjort nogle mislykkede forsøg på hævninger og køb for i alt 103.000 kroner.

Andre mistænkte

Det fremgår af sagen, at politiet har fat i en anden person, som er mistænkt for at have samarbejdet med den 35-årige. Denne person får sin sag behandlet for sig selv. Det fremgår også, at flere kan have været involveret, men på nuværende tidspunkt har politiet ikke fat i flere mistænkte end de to nævnte.

Det fremgår ikke, hvad den 35-årige siger til anklagerne. Han sidder i øjeblikket varetægtsfængslet i sagen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland