Bro påkørt af lastbil: Vej spærret på grund af risiko for sammenstyrtning

Lastbil ramte bro, der bruges til at overføre cement, på Rørdalsvej i Aalborg. Vejen er spærret foreløbig til mandag, hvor det skal vurderes, om trafikken igen kan passere.

En lastbil med kran påkørte ved middagstid en 20 meter lang betonoverføring ved Rørdalsvej 44 i Aalborg.

Både politi, brand og beredskab var massivt til stede på adressen, og fredag eftermiddag blev der stadig arbejdet med at sikre, at broen ikke skulle styrte sammen, fordi der var frygt for, at broen skulle løsne sig i den ene ende.

Rørdalsvej er helt spærret, og det vil den være i hvert fald til en gang i løbet af mandagen.

- Der er etableret omkørsel ad Øster Uttrupvej og Tranholmvej, og Rørdalsvej vil fortsat være spærret til mandag, hvor der skal laves nogle målinger på, hvor holdbar broen er. Og først derefter tages der stilling til, om det er sikkert at køre under broen på Rørdalvejsvej, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Jess Falberg.

Vagtchefen fortæller, at lastbilchaufføren, der påkørte broen, ikke var påvirket af spiritus, men at de nærmere omstændigheder omkring påkørslen endnu ikke er afklaret.

Anden bro ramt for fem år siden

Fabrikschef Søren Konstmann Lausen fra Aalborg Portland fortæller til TV2 Nord, at lastbilen ikke havde slået kranen ned, og at det var årsag til påkørslen.

Oven på den 20 meter lange betonbro ligger der metalrør, som bruges til at transportere cement fra Portland til siloer på havnen.

Portlands fabrikschef forventer ikke, at påkørslen kommer til at genere produktionen af cement, da man på Rørdalsvej har yderligere en bro til overførsel af cement. En bro, der for fem år siden også blev ramt af en lastbil.

Søren Konstmann Lausen forklarer, at når den påkørte bro er stivet af og sikret, skal den fornyes, og at det godt kan komme til at tage et stykke tid, at få lavet en ny bro.

SE INTERVIEW:

Fabrikschef på Aalborg Portland, Søren Konstmann Lausen, fortæller om påkørslen af betonoverførslen.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland