For første gang i Nordjylland: Hjertepatient opereret af robot

Hjerte- og Lungekirurgisk afdeling på Aalborg Universitetshospital har for første gang foretaget en bypass-operation med brug af robotteknologi. Og forventningerne til teknologien er tårnhøje.

- Jeg var jo noget nervøs for operationen, inden jeg kom i gang, men jeg synes, det har været et rigtig godt forløb. Der har ikke været mange smerter, og der er ikke så meget restitution og så mange skånehensyn efter denne form for operation, så det har været en god oplevelse.

Sådan lyder det fra Peter Michael Kjæruff, der er patient på hjerte- og lungekirugisk afdeling på Aalborg Universitetshospital. For fem dage siden lå han nemlig under kniven på operationsbordet.

Men hvor man måske er vant til at se kirurger føre kniven i tv-serier som 'Skadestuen' og 'Greys Anatomy', var det en robot, der førte kniven under Peters operation. Og det er første gang, den er i brug på hospitalet til en bypass-operation.

- Robotteknologien er vi langt med i Aalborg, men det er første gang, man gør det i forbindelse med en hjerteoperation, og det forventer vi os rigtig meget af, siger Jens Grønlund, der er cheflæge på afdelingen.

Her er en video fra operationen. Advarsel - det kan være grafiske billeder.

Regner med at operere 50 om året

Fordelen ved at bruge robotter til at føre kniven, når folk skal opereres i hjertet, er blandt andet, at det kan gøres meget mere skånsomt, end det tidligere var muligt. 

- Man har et rigtig godt overblik over den lille pulsåre, som vi skal bruge til bypass-operationen. Vi laver nogle ganske små huller, og det er noget helt andet end at lave en 25 centimeter lang åbning og save brystbenet over, siger cheflægen.

Aalborg Universitetshospital forventer, at de kan lave omkring 50 bypass-operationer med robot om året.

Se hele indslaget om operationen herunder:

Og ud over færre smerter og eftervirkninger fra operationen har der også været andre fordele ved at være den første patient i Nordjylland, der er bypass-opereret ved hjælp af en robot.

- Det har været spændende. Jeg er blevet forkælet af sygeplejerskerne. De har alle gerne villet nurse mig, så det har været dejligt, siger Peter Michael Kjærulff. 

Men også for sygeplejerskerne har det fordele, at man nu kan operere hjerte-patienter med en robot. 

- Normalt skal man tage meget hensyn til brystbenet, når man skal rejse sig fra sengen, så det ikke splitter sig ad. Det hensyn har vi ikke behøvet at tage ved Peter. Han har kunnet rejse sig, som han plejer, siger Astrid Lauberg. 

Er der nogle grænser for, hvad man kan bruge denne teknologi til?

- Der er grænser på nuværende tidspunkt, men det vil udvikle sig. I USA laver man visse former for hjerteklap-operationer ved hjælp af robotten. Det er ikke godkendt i Europa endnu, men det er vi også klar til den dag, det bliver godkendt. Og jeg er ikke i tvivl om, at det kommer, siger Jens Grønlund.


Seneste nyt

fra Nordjylland