Formel 1-legende drømmer om VM-guld i Aalborg

Den tidligere formel 1 verdensmester Alain Prost fra Frankrig jagter den regnbuefarvede VM-trøje, når der søndag køres VM for amatør i Aalborg og Himmerland.

Den nu 60-årige Alain Prost trak sig tilbage fra motorsporten i 1993, men har bestemt ikke glemt konkurrenceelementet, og de seneste år har han lavet mange flotte resultater som cykelrytter.

- - Jeg stoppede egentlig aldrig med at dyrke sport, da jeg stoppede med motorsport. Jeg har løbet en del og begyndte også at cykle mere, så sport har altid været en del af mit liv, fortæller Alain Prost til denmark2015.dk.

Den franske formel 1-legende kommer til verdensmesterskaberne i Aalborg i rigtig god form. Han har trænet fire til fem gange om ugen og cyklet i gennemsnit 200-300 kilometer.

I Nordjylland venter der Alain Prost og de øvrige 1500 deltagere i landevejsløbet en hård og kuperet rute i Aalborg og Himmerland. Ruten er på 164 kilometer med start og mål i centrum af Aalborg, og undervejs skal de mange ryttere blandt andet prøve kræfter med bakkerne omkring Rebild. Der deltager ryttere fra 47 forskellige nationer i løbet på søndag.

Hele løbet kan ses direkte på TV2 Nord Salto fra kl. 8.45.

Her kan du se søndagens VM-rute.


Seneste nyt

fra Nordjylland