Mere end 10.000 har brudt loven: - Mange tror ikke, reglerne gælder for dem

På landsplan er der udskrevet bøder for mere end 15 millioner kroner.

I fem måneder har det været ulovligt at køre ind i særlige miljøzoner i dieselbil uden partikelfilter i fem af landets største byer.

De nye skærpede krav blev indført i oktober 2023 i forsøget på at give borgerne i Aalborg, Aarhus, Odense, København og Frederiksberg en renere luft.

Men selv om der vanker en bøde på 1.500 kroner til de bilister, der ikke lever op til kravene, har danskerne stadig ikke lært lektien.

Siden oktober er der udskrevet mere end 10.000 bøder på landsplan. I Aalborg har 1.242 bilister overtrådt forbuddet.

Det viser en ny oversigt, som Miljøstyrelsen har udleveret til Gjensidige.

I alt er der udskrevet bøder for mere end 15 millioner kroner.

Miljøzonen i Aalborg midtby er markeret med rød.
Miljøzonen i Aalborg midtby er markeret med rød.
Foto: Screenshot fra miljoezoner.dk

Usikre på reglerne

Selv om der sikkert er nogle bilister, som er fløjtende ligeglade med at overskride reglerne i miljøzonen, så skyldes de mange bøder i de fleste tilfælde formentlig uvidenhed og usikkerhed, vurderer Lene Rasmussen, der er skadedirektør i Gjensidige.

- Det er kun et halvt år siden, at de nye regler trådte i kraft, og det er mit indtryk, at mange ejere af dieselbiler enten ikke har været opmærksomme på reglerne, eller at de måske har troet, at de ikke var omfattet af dem. Og derfor tror jeg, at antallet af bøder vil falde den kommende tid, siger hun.

quote Jeg tror, at antallet af bøder vil falde den kommende tid

Lene Rasmussen, skadedirektør, Gjensidige

Danskerne accepterer zonerne

Opbakningen til miljøzonerne landet over er fortsat relativ høj.

I Region Nordjylland er 39 procent af de adspurgte i en YouGov-undersøgelser enten positive eller meget positive over for de nye, skærpede regler. På landsplan er tallet 35 procent.

12 procent forholder sig negativt eller meget negativt over for miljøzonerne. For hele landet er tallet 17 procent.

Her er de mest udbredte Euronorm 4-biler

Det er forbudt for dieselpersonbiler af klassifikationen Euronorm 4 og uden et godkendt partikelfilter at køre ind i miljøzoner.

TV 2 har bedt bilstatistik.dk om en rangeret liste over de mest udbredte Euronorm 4-biler målt på antal. Tallene er trukket i midten af september, og antallet af biler kan derfor variere en smule, oplyses det.

Derudover dækker tallene heller ikke over, hvor mange af bilerne der rent faktisk allerede har fået eftermonteret partikelfilter.

Her er listen:

  1. Peugeot 206 – 4400

  2. Peugeot 207 – 4279

  3. Kia Ceed – 3204

  4. Peugeot 308 – 3059

  5. Hyundai I30 – 2864

  6. Skoda Fabia – 2438

  7. Ford Focus – 2219

  8. Ford Mondeo – 1832

  9. Ford C-Max – 1712

  10. Citroën C4 Picasso – 1575

  11. Opel Corsa – 1510

  12. Ford Fiesta – 1322

  13. Volkswagen Golf – 1173

  14. Citroën Berlingo – 1075

  15. Volkswagen Touran – 1045

  16. Volvo V50 – 1032

  17. Citroën C3 Picasso – 1011

  18. Volkswagen Passat – 975

  19. Renault Clio – 824

  20. BMW 1’er – 748

    Kilde: tv2.dk


Seneste nyt

fra Nordjylland