Nyt ulvepar trækker folk til naturcenter

Søstre måtte gå skuffede hjem.

I lang tid rendte en enlig ulv alene rundt i skovområdet i Lille Vildmose. Men i slutningen af januar i år fandt en hunulv vej op til hannen, og siden da har de to ulve dannet par.

Det har skabt stor interesse blandt de besøgende i Lille Vildmosecentret.

- Vi kan jo mærke at vores gæster spørger ind til dem. Det er jo stor nyhed, at vi nu har et  ulvepar, fortæller natuvejleder i Lille Vildemosecentret Michael Engberg.

Gæsterne har dog haft svært ved at spotte ulveparret. Udover at ulve i forvejen er menneskesky, så har parret slået sig ned i Tofte Skov, som er lukket for offentligheden. På trods af det har interessen stadig været stor nok til, at der nu er oprettet guidede ture ind i skoven.

- De besøgende kommer derind med bus for at forstyrre naturen mindst muligt. Man har mulighed for at komme ud et par gange, og så kan man høre historien om skoven og selvfølgelig ulveparret, fortæller Michael Engberg.

Du kan se videoen af ulveparret herunder.

Video: Naturhistorisk Museum

- Det ville være det mest fantastiske

Blandt de interesserede er søskendeparret Jane Nielsen og Lene Sommer Rosborg Bak, som i forvejen er meget interesserede i naturen.

Søndag håbede de to at få et glimt af det føromtalte ulvepar.

- Jeg vil enormt gerne se en ulv. Jeg går mange timer i skoven hver dag, og jeg bekymrer mig aldrig. Det ville være det mest fantastiske, der kunne ske at se sådan en, siger Jane Nielsen.

Søsteren stemmer i.

- Jeg håber på at få et billede af dem, så folk ville tro på, når jeg sagde, at jeg havde set dem, siger Lene Sommer Rosborg Bak og griner.


På trods af skarpe øjne blev der ikke spottet nogle ulve fra udsigtstårnet i dag. De to søstre er da også uenige om, hvorvidt de nogensinde får en ulv at se.

- Det tror jeg, at vi gør, næste gang vi kommer, siger Lene Sommer Rosborg Bak.

- Jeg tvivler, de er rimelig sky, og de har spottet mig længe før, jeg ser dem, siger Jane Nielsen modsat.

Se indslaget herover.

Seneste nyt

fra Nordjylland