To mænd fremstilles i dag i grundlovsforhør efter fund af håndgranat i lejlighed i Aalborgs vestby.
To mænd på 29 og 25 år fremstilles i dag i grundlovsforhør i retten i Aalborg.
De er blandt andet sigtet for ulovlig våbenbesiddelse, efter at politiet i går ransagede mændenes lejlighed i Suensonsgade i Aalborgs vestby.
Her fandt politiet en håndgranat samt 10 gram amfetamin.
Anklager ved Nordjyllands Politi Bjørn Fogh oplyser, at de to mænd i forvejen er kendt af politiet, og at de er sigtet efter straffelovens paragraf 192 om ulovlig våbenbesiddelse, hvor strafferammen starter ved to års fængsel.
- De to mænd nægter sig skyldige i sagen, siger Bjørn Fogh.
Af hensyn til den videre efterforskning har han ikke yderligere oplysninger i sagen, og anklageren vil begære om lukkede døre i forbindelse med grundlovsforhøret.
Begge mænd er efter grundlovsforhøret blevet løsladt, men mændene er stadig sigtet, oplyser Anklagemyndigheden på Twitter.