Trusselsniveauet hævet til højt: Aalborg Zoo tager alle forbehold for den smitsomme fugleinfluenza

I Aalborg Zoo vaccinerer man kontinuerligt parkens fugle for at være på forkant med fugleinfluenzaen.

I 2020 gik snakken på, hvilken og hvor mange corona-vacciner man havde fået. 

I dag er der stadig fokus på vacciner i Aalborg Zoo. Dog er de ikke tiltænkt medarbejderne. 

Forebyggende arbejde

Det nuværende trusselsniveau for smitte med fugleinfluenza fra vilde fugle til fjerkræ blev nemlig 21. november ændret fra middel til højt. 

Samtidig viser en tendens gennem de sidste par år, at fugleinfluenzaen har en højere dødelighed blandt flere arter. Derfor skal landets fugleejere nu være ekstra forsigtige med sine fjerkræ.

Det gælder også Aalborg Zoo, men her har man dog siden 2010 været på forkant med den farlige virus gennem blandt andet vaccinering af parkens fugle.  

- Vi følger 100 procent myndighedernes anbefalinger. Derfor har vi afskåret de fugle, vi kan, fra kontakt med vilde fugle ved blandt andet at bruge permanent mågetråd, fortæller dyrlæge i Aalborg Zoo Trine Hammer Jensen.  

Aalborg Zoo vaccinerer sine nanduer tirsdag den 29. november.
Aalborg Zoo vaccinerer sine nanduer tirsdag den 29. november.
Foto: Aalborg Zoo

De resterende fugle i Aalborg Zoo, som man ikke kan overdække, bliver istedet vaccineret. 

- Jeg skal vaccinere vores nanduer i dag og vores strudser i næste uge, fortæller Trine Hammer Jensen. 

Grunden til, at vaccinationerne af de store fugle er blevet mere nødvendige, skyldes, at fugleinfluenzaen er muteret gennem tiden. 

Derfor har landets zoologiske haver fået særlig tilladelse til at vaccinere sine fjerkræ. 

- Det er jo en unik tilladelse, vi har til at vaccinere i landets zoologiske haver, forklarer hun om vaccinationsprogrammet, som man ikke bare lige kan få fingerne i som almen person. 

Fugleinfluenzaen muterer    

Grunden til, at man i Aalborg Zoo er begyndt at vaccinere mere kontinuerligt frem for periodevis, skyldes, at den højpatogene fugleinfluenza er muteret gennem de sidste mange år. 

- De sidste tre-fire år har vi set en fugleinfluenza med højere dødelighed blandt flere arter, fortæller Trine Hammer Jensen.  

Den nuværende tid er højsæson for fugleinfluenzaen, og normalt vil man forvente, at virussen forsvinder i den varme periode, når forårstrækket er overstået, men sådan ser den nuværende tendens altså ikke ud.  




Seneste nyt

fra Nordjylland