10.000 reflekser uddeles her til morgen

Foto: TV2/Nord

Det er en gruppe vognmænd, der står for at dele reflekser ud i anledning af Årets Refleksdag.

Efteråret er kommet, og med det følger den mørke tid. Derfor vil Nordjysk Vognmandsforening dele 10.000 reflekser ud til morgentrafikanterne i blandt andet Nordjylland.

Årets Refleksdag holdes i store dele af landet, og skal sikre, at alle kan ses i trafikken, uanset om det er mørkt, regn, sne eller slud.

- Vognmændene ved nemlig, at lastbilchaufførerne har vanskelige betingelser, når de skal pejle sig frem til cyklister og fodgængere fra førerhuset. Noget så simpelt som en refleksbrik eller en cykelvest øger helt klart sikkerheden i trafikken uden de store omkostninger, siger Administrerende direktør i Dansk Transport og Logistik Erik Østergaard.

Årets Refleksdag er en dansk tradition, der hvert år falder torsdagen inden, vi går over til vintertid.

- Vi kan se, at lang tid efter, at vi har delt reflekserne ud, har folk dem på. Så det virker og derfor vil vi fortsætte med det i fremtiden, siger Niels-Jørn Hjorth fra Codan, der står for kampagnen.

Flere nyheder fra TV2 Nord