13-årig snittede halsen på skolekammerat med hobbykniv

En twist om en lille gæld, fik en 13-årig til at føle sig truet. Han snittede en ældre skolekammerat i halsen med en hobbykniv mandag.

En diskussion om en lille gæld mellem to teenagere endte med et snit med en hobbykniv mandag formiddag.

En 16-årig og 15-årig elev opsøger mandag den 13-årige, hvor han bor. Han er alene hjemme den dag, og er ikke i skole. I indgangsdøren starter en diskussion. Den 13-årige skylder den 16-årige en portion penge – dog en lille portion penge.

- De er enige om gælden. Men så er det sådan, at den 13-årige føler sig truet, siger politikommissær Jens Møller Søgård fra Nordjyllands Politi.

Derefter tager den 13-årige fat i en hobbykniv, der lå i husets entre. Han snitter den 16-årige i halsen.

Alle tre elever, der var tilstede under episoden, går i henholdsvis 7. klasse og 9. klasse på Gug skole. På skolen har man siden mandag har informeret både elever, personale og forældre. Og skolen har stillet psykologhjælp til rådighed for de forældre, der er impliceret i episoden.

- Og vi har sagt, at hvis der sidder nogle børn i klasserne, der har brug for krisehjælp, så skal de sige til, fortæller skoleleder Lars Thybjerg-Mølgaard.

For eleverne på skolen har det haft en betydning, at episoden fandt sted uden for skolens område.

- Jeg formoder, at det virker mindre traumatisk på børnene, fortæller skolelederen.

Skolelederen fortæller også, at der ikke er nogle grupperinger på skolen, og generelt har der ikke været voldelige problemer med før.

- Det er nogle gode børn, så vi havde ikke set det komme, siger Lars Thybjerg Mølgaard.

Da den 13-årige er under den kriminelle lavalder, bliver der ikke rejst tiltale. Sagen går nu videre til de sociale myndigheder. Hos politiet har man også undersøgt, om den 15-årige og 16-årige har udsat den 13-årige for trusler eller afpresning.

- Men på nuværende tidspunkt har vi ikke noget belæg for det, siger Jens Møller Søgård, der forklarer, at det er op til politiets anklagemyndighed at vurdere, om der er beviser nok til at rejse tiltale.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland