2.356 unge med klamydia

Foto: Thomas Gaardsmand

Selv om mange stadig smittes med klamydia, så er der sket et fald i antallet af unge nordjyder, der får konstateret kønssygdommen.

Nye tal fra Statens Serum Institut viser nu, at 2356 nordjyder i alderen 15-29 år fik konstateret klamydia i 2011. Det er 274 færre unge sammenlignet med 2010. Det er et fald på 10,4 %.

På landsniveau toppede antallet af klamydiadiagnosticerede personer i 2009, hvor næsten 30.000 blev testet positive. I 2011 er dette tal faldet til 26.617 personer, og markerer altså et fald på 11%.

- På landsplan ser vi for andet år i træk et fald i antallet af klamydiatilfælde. Det tyder på, at kurven er vendt, og det er positivt at det i høj grad er blandt de yngre, at dette fald ses, da det også er i denne gruppe, at klamydia er mest udbredt - siger Niels Sandø, specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen og projektleder på Kun med Kondom 2012.

Halvdelen af alle, der smittes med klamydia, oplever ingen symptomer, men kan alligevel smitte videre. Ubehandlet klamydia kan føre til kronisk underlivsbetændelse, graviditet uden for livmoderen eller i værste fald sterilitet.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at op mod hver 3. ung under 25 har haft en sexsygdom.

Flere nyheder fra TV2 Nord