27-årig mand tilstår to Sindal-røverier

En 27-årig mand fra Hjørring-området er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han meldte torsdag sig selv som gerningsmanden til to røverier i Sindal.

Fredag eftermiddag blev en 27-årig mand fra Hjørring-området fremstillet i grundlovsforhør i Hjørring - sigtet for to bankrøverier i Sindal. Retten valgte at varetægtsfængsle manden i fire uger.

Manden troppede torsdag aften, tilsyneladende brødbetynget, op på politigården i Hjørring og tilstod at være manden bag et af de røverier, der i den seneste tid er blevet begået i Sindal.

Med denne nye udvikling i sagen står offentligheden nu tilbage med flere spørgsmål end svar: Hvorfor begik den 27-årige røveriet? Hvorfor melder han sig nu? Hvilke af Sindal-røverierne står han bag?

Kun det ene af spørgsmålene kunne TV2 Nord fredag få svar på. Manden sigtes og erkender at stå bag røveriet den 3. maj mod Sparekassen Vendsyssel i Sindal og røveriet den 20. maj mod Jyske Bank i Sindal.

Alle øvrige spørgsmål afviser politikommissær Peter Skovbak fra lokalpolitiet i Hjørring at svare på. Han henviser til, at grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre.

Torsdag aften ransagede Nordjyllands Politi, efter TV2 Nords oplysninger, mandens bopæl for at sikre beviser.

Siden 2. februar har der i Sindal været hele tre bankrøverier, og den 27-årige sigtes altså for de to.

Sparekassen Vendyssels filial på Nørre Torv er to gange blevet offer for røvere, og begge gange har gerningsmanden tilsyneladende været bevæbnet.

Det første røveri skete 2. februar, hvor en røver bevæbnet med pistol truede personalet. Anden gang Sparekassen Vendsyssel blev udsat for røveri var 3. maj, hvor en røver bevæbnet med en større kniv truede personalet.

Senest var det Jyske Bank på Nørregade, der blev offer for røveri. Det skete 20. maj.


Seneste nyt

fra Nordjylland