28-årig frederikshavner død efter indtagelse af narko

En 28-årig mand fra Frederikshavn døde lørdag af hjertestop.

En mand på 28 år døde lørdag formiddag af hjertestop, efter han tidligere havde indtaget narkotika. Det skriver Kanal Frederikshavn.

Den 28-årige havde det skidt, da han vågnede lørdag i en lejlighed i Frederikshavn. Der blev tilkaldt en ambulance, men  manden døde i ambulancen af hjertestop.

Nordjyllands Politi vil ikke bekræfte over for Kanal Frederikshavn, at dødsfaldet skete efter indtagelse af narkotika.

- Vi efterforsker det som et almindeligt dødsfald, men da afdøde kun er 28 år, ender ligsynet med stor sandsynlig med, at der skal foretages en obduktion, oplyser politikommissær Kristian Nørgaard Thomsen fra Lokalpolitiet i Frederikshavn.

Den 28-årige var ishockey-spiller, men var dog aldrig en del af ligaholdet Frederikshavn White Hawks. Han nåede derimod at spille omkring 100 kampe på FIK's 1. divisionshold.


Seneste nyt

fra Nordjylland