3 nordjyder på ishockeylandsholdet

Landstræner Per Bäckman har udtaget truppen til træningsturneringen i Frankrig senere på måneden. Heriblandt er der 3 nordjyske spillere.

Det er de to backs, Kasper Jensen fra Aalborg Pirates og Mads Bech Christensen fra Frederikshavn White Hawks, og forwarden Bjarke Møller der også spiller for Aalborg Pirates, der udgør en del af det danske landshold, når de drager af sted til Frankrig.

De danske løver skal i den internationale turnering i Lyon møde Frankrig, Letland og Slovenien, der er mellem Danmarks modstandere i den altafgørende OL-kvalifikationsturnering i 2013, skriver sportenkort.dk.

Med få ændringer er det samme trup, som spillede testkampe mod Norge tidligere på efteråret. Blandt ændringerne skal det med, at en af holdets største profiler, Nicklas Hardt denne gang er udtaget. Jokerit-spilleren er dog tvivlsom med en skade.

- Det er blandt spillerne, som er med i Frankrig, og de spillere, som var med mod Norge, jeg udtager holdet til OL-kvalifikationen. I perioder leverede vi fornuftige takter mod nordmændene. Derfra skal vi bygge videre. Jeg ønsker at se mere stabilitet over 60 minutter, og målmandsspillet skal være bedre end senest, siger Per Bäckman til sportenkort.dk.


Seneste nyt

fra Nordjylland