4-0: FC København ydmyger AaB i topkamp

FC København trækker fra i toppen af Superligaen efter søndagens 4-0-nedslagtning af AaB i Parken.

Torsdagens Europa League-nedtur til VfB Stuttgart var pist væk for FC København søndag aften, da københavnerne i Parken vandt topkampen i Superligaen mod AaB med 4-0. Alle mål blev scoret i første halvleg.

Med sejren har FCK i toppen af tabellen seks point ned til FC Nordsjælland på andenpladsen, mens AaB godt nok er treer, men nu har hele ni point op til førerholdet.

En af kampens helt store profiler var offensivspilleren Nicolai Jørgensen, der var tilbage i FCK's superligatrup efter en skadespause. Landsholdsspilleren fik chancen fra start, og han slog til med det samme, idet han scorede målene til 1-0 og 2-0.

Sejren til FCK var yderst fortjent. Værterne var bedre på alle parametre, og kampen virkede allerede lukket, da Nicolai Jørgensen scorede til 2-0, inden klokken havde rundet det første kvarter.

AaB var en skuffelse at overvære. Nordjyderne skal være lykkelige for, at de indledte sæsonen godt.

4-0-stillingen ved pausen kunne sagtens have været større. To, tre, fire FCK-mål yderligere i første halvleg var der muligheder til. AaB kan kun takke københavnerne for at vise lidt barmhjertighed i afslutningerne.

Søndagens nederlag var det tredje i træk for AaB og det femte i de seneste syv ligakampe. Det oser ikke ligefrem af tophold, og spillemæssigt lignede AaB'erne bestemt heller ikke et af landets bedste hold i Parken.

FCK har ikke sprudlet de seneste uger, men alligevel virkede AaB-spillerne underlegne fra det første minut. Gæsterne viste ingenting fremadrettet. FCK-keeper Kim Christensen kunne nærmest være blevet hjemme på sofaen, og FCK havde stadig vundet.

Det vil heller ikke behage AaB-træner Kent Nielsen, at FCK's tre første mål kom efter standardsituationer.

1-0- og 3-0-målet - sidstnævnte et selvmål af Kenneth Emil Petersen - kom efter lange indkast, mens Nicolai Jørgensens 2-0-scoring blev til efter et hjørnespark. Det må gøre ondt på Kent Nielsen, den tidligere forsvarskæmpe på landsholdet.

Cesar Santin scorede til 4-0 på straffespark, og så blev anden halvleg lidt af en fuser efter nogle målrige første 45 minutter.

Men der var ikke noget at sige til, at FCK'erne tog det med ro efter pausen. Det kan AaB-spillerne i øvrigt også være glade for.


Seneste nyt

fra Nordjylland