40-årig tyveknægt fængslet i fire uger - afsløret af Facebook

Foto: Bruno Stagsted

En 40-årig mand fra Brønderslev skal tilbringe en god portion af sommeren bag tremmer, sigtet for indbrud og videresalg, fordi han forsøgte at sælge tyvekoster på Facebook.

Det er ikke så få ting, man kan finde sat til salg på Facebook - og en nordjyde kunne for nylig se nogle af sine egne ting sat til salg på det sociale medie.

Problemet var bare, at manden ikke selv havde oprettet salgsannoncen, og at han forinden havde meldt tingene stjålet ved et indbrud. Derfor kontaktede han politiet og anmeldte sælgeren, en 40-årig mand fra Brønderslev, som derfor fredag blev fremstillet i et grundlovsforhør, sigtet for indbrud og videresalg.

Det fortæller anklager ved Nordjyllands Politi, Thomas Klingenberg, som også oplyser, at manden blev varetægtsfængslet i fire uger.

- Den anholdte var i forvejen godt kendt af politiet, og faktisk var han lige blevet prøveløsladt, da han blev hentet ind på politistationen igen for dette indbrud. I forvejen var han sigtet for flere andre indbrud, og da man gennemsøgte hans bopæl for de tyvekoster, der havde med den her sag at gøre, fandt man koster, der stammede fra andre indbrud også, siger Thomas Klingenberg.

Den 40-årige mand nægtede sig skyldig i indbrud, men indrømmede i retten at have forsøgt at sælge de stjålne ting. Han gav ikke yderligere forklaring på, hvor han så havde tingene fra.

Ifølge anklageren var det let at finde frem til den erfarne indbrudstyv, fordi han havde sat tyvekosterne til salg i sit eget navn på Facebook.

Manden kærede ikke fængslingen.

Flere nyheder fra TV2 Nord