41-årig lærer dømt for at krænke mindreårige

En 41-årig mand er blevet idømt tre måneders ubetinget fængsel for blufærdighedskrænkelse af flere mindreårige piger på en skole og en rideskole.

En 41-årig mand er tirsdag blevet dømt for at udsætte fem piger for blufærdighedskrænkelse fra 2009 til 2017.

Her har manden kysset og rørt ved pigerne, som har været mellem otte og 15 år gamle, da episoderne fandt sted.

Krænkelserne skete på en skole, hvor manden var ansat som lærer og pædagog, og på en nærliggende rideskole, hvor manden var tilknyttet. Det fortæller Jesper Sønderup, der er anklager ved Nordjyllands Politi.

- Sagen kom frem, da en af pigerne i efteråret 2017 fortalte sine forældre, at hun var blevet kysset af ham. Forældrene kontaktede derefter skolen, siger anklageren.

Ved Retten i Aalborg nægtede manden sig skyldig.

Retten har lagt vægt på forklaringer fra pigerne, som er blevet afgivet bag lukkede døre.

Den 41-årige blev idømt tre måneders ubetinget fængsel, ligesom han blev frakendt retten til at have med børn og unge under 18 år at gøre.

Manden er ikke længere tilknyttet hverken skolen eller rideskolen, hvor krænkelserne fandt sted.

Berigtigelse: Af TV2 Nords udsendelse tirsdag den 28. august klokken 19.30 fremgik det af et indslag, at den 41-årige havde erkendt sig skyldig. Det var en fejl, da manden, som det også fremgår af artiklen, nægtede sig skyldig i anklagerne. TV2 Nord beklager fejlen.


Seneste nyt

fra Nordjylland