48-årig blev overfaldet i sit eget hjem

En mand fra Frederikshavn måtte torsdag aften en tur på skadestuen efter et mindre behageligt besøg fra en bekendt.

Præcis hvad der startede håndgemænget, ved de ikke helt præcis ved Nordjyllands Politi. Men et håndgemæng var der torsdag aften, hvor en 48-årig mand fra Frederikshavn fik et par på hovedet i sin egen lejlighed.

Gerningsmanden viste sig at være en 50-årig mand, som den 48-årige kendte. De havde mødt hinanden på gaden og var så gået hjem til den 48-årige, hvor situationen havde udviklet sig og var blevet til et overfald.

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Vagn.

- Det så slemt ud, da den 48-årige rundede skadestuen torsdag aften, men det viste sig at være mindre alvorligt, end vi først troede. Han fik et plaster på hovedet og kunne selv forlade skadestuen igen, siger Per Vagn.

Den 50-årige gerningsmand blev taget med til afhøring i Aalborg, men han blev efterfølgende løsladt igen, oplyser vagtchefen.


Seneste nyt

fra Nordjylland