11 mænd anholdt for tyverier for millioner - yderligere 4 mænd i søgelys

Nordjyllands Politi har i dag i en koordineret operation ransaget flere adresser rundt omkring i Nordjylland. I alt 11 mænd er anholdt.

I løbet af tirsdag morgen og formiddag har et større antal betjente fra Nordjyllands Politi foretaget en koordineret anholdelses- og ransagningsaktion på ikke mindre end 20 adresser i hele politikredsen.

Nordjyllands Politi har ved aktionerne anholdt elleve lokale, danske mænd i alderen 25 til 44 år, der alle sættes i forbindelse med omfattende indbrudskriminalitet mod villaer, lejligheder og enkelte forretninger.

Der er blandt andet blevet stjålet designermøbler, værktøj, vin og elektronik for millioner af kroner ved de mange indbrud og tyverier.

Flere sager i koordineret aktion 
Der er tale om flere forskellige efterforskninger rettet mod især formodede gerningsmænd mistænkt for indbruds-kriminalitet, og politiet har derfor koordineret anholdelserne i en større aktion – døbt Operation Marksmen.

For eksempel har betjente efter længere tids efterforskning i én sag slået til mod flere adresser i Vendsyssel-området, hvor politiet formoder, at der befinder sig tyvekoster fra flere tilfælde af indbrud. Men ransagningerne i de forskellige sager foregik over hele Nordjylland, blandt andet også i Frederikshavn, Hals, Vrå, Dronninglund, Aalborg, Skørping, Nørager og Aalestrup.

Udover beslaglæggelse af formodede tyvekoster har betjentene også beslaglagt hash, kokain og doping.

Tilfreds aktionsleder
Anholdelserne i dag er sket på baggrund af en lang række af forskellige spor, der er sikret på de enkelte gerningssteder, oplyser lederen af politiets efterforskning, politikommissær Sune Myrup.

- Disse spor har ledt mistanken hen på specifikke gerningsmænd, og det er dem, som vi har foretaget anholdelse af i dag, siger politikommissæren, der erklærer sig tilfreds med dagens mange anholdelser:

- Aktionerne forløb fredeligt og roligt, og de anholdte er nu kørt til vores politistationer i Hjørring, Frederikshavn, Aalborg og Hobro, hvor vi er i gang med at afhøre dem, forklarer Sune Myrup. 

Flere anholdelser ventes
Alle de anholdte sigtes for indbrud eller tyveri, og når alle afhøringer i løbet af dagen er afsluttet, så vil de formentlig blive løsladt.

Generelt set har der været færre indbrud i Nordjylland sidste år end året før. Visse kommuner har dog været ekstra hårdt ramt. 
Generelt set har der været færre indbrud i Nordjylland sidste år end året før. Visse kommuner har dog været ekstra hårdt ramt. 

Men politikommissær Sune Myrup pointerer, at politiet netop med aktionen i dag også har ønsket at sende et kraftigt signal til indbrudsmiljøet.

- Vi efterforsker målrettet og intensivt mod indbrudskriminalitet, og derfor glæder det mig, at vi kunne skride til så mange anholdelser i dag, siger Sune Myrup, som i samme ombæring har en forhåbning om, at en afledt effekt af dagens aktioner vil være, at indbrud falder i sommerferien, fordi de anholdte nu ved, at politiet er på sporet af dem, og at fornyet kriminalitet indebærer øget risiko for fængsling.

- Afslutningen på sommeren skæmmes for de borgere, der kommer hjem fra ferie til et indbrudsramt hus. Jeg håber, at vi med dagens aktion har sendt et signal til indbrudsmiljøet, der bidrager til et fald i sommer-indbrud, siger politikommissæren. 

Politiet har med dagens aktion haft i alt 15 gerningsmænd i kikkerten, og politikommissær Sune Myrup understreger kraftigt, at efterforskningen i sagerne forsætter.

- Vi søger stadig efter de sidste personer, og min forventning er, at der i kommende tid kommer til at ske yderligere anholdelser, siger han.

Nordjyllands politi har anholdt en formodet indbrudsbande

14 mand anholdt i oktober

Tilbage i oktober var Nordjyllands Politi også tilfredse, efter betjente havde afsluttet en stor politiaktion, hvor 14 mænd også blev anholdt i sager, der også omhandlede en stribe tyverier i Vendsyssel. 

Tilbage i oktober anholdt Nordjyllands Politi 14 personer,  der menes at stå bag en stribe indbrud begået primært i Vendsyssel.

Men ifølge politikommissæren var det en anden gruppe tyveknægte, der blev anholdt dengang. 

- Der er ikke personfald mellem de to sager. Det er en anden gruppe, der er tale om her, siger Sune Myrup om dagens anholdelser, hvor han forventer, at de fleste vil blive løsladt i første omgang. 

- Vi er stadig i gang med ransagninger i politikredsen, og det kommer vi til at være til langt ud på eftermiddagen. Først derefter har vi et overblik over, om der nogen, som skal fremstilles i grundlovsforhør, siger politikommissær Sune Myrup. 


Seneste nyt

fra Nordjylland