9-årig dreng forsøgt lokket med slik af to mænd på scootere

En ni-årig dreng fra Klarup var snarrådig og stak af, da to mænd forsøgte at lokke ham med på scooter på Klarup Banesti.

Den lille dreng kom tirsdag kort før klokken 18 gående på Klarup Banesti, da to mænd på hver deres scootere kørte op foran ham og standsede ham. De forsøgte at lokke ham med på scooter og lovede ham slik.

Den ni-årige dreng var snarrådig og lod sig ikke lokke, men han stak i stedet af fra stedet og løb hjem.

Drengens forældre har anmeldt episoden til politiet.

Den voldsomme episode skete blot få dage efter, en syv-årig dreng blev antastet af en mand i bil, da drengen legede i Rughaven i Vejgaard. Også han blev forsøgt lokket med. Drengen blev lokket med mad på McDonald´s, hvis han tog med manden i bilen. Den syv-årige dreng afviste heldigvis også manden.

Nordjyllands Politi ser med stor alvor på sagerne om de mulige børnelokkere i Aalborg-området, men kan umiddelbart ikke kæde de to episoder sammen.

- Det er vigtigt, at forældre får talt med børnene om, hvad man skal gøre og ikke gøre i sådanne situationer. Kort sagt, handler det om at få lært børnene, at man aldrig nogensinde går med nogen, man ikke kender, lyder det fra vagtchefen hos Nordjyllands Politi, Poul Fastergaard.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland