TV2 Nord

Å: Spareplan på 2,4 milliarder bør skrottes

05:26

Frederikshavns borgmester var i vælten ved Kommunernes Landsforenings årsmøde i Aalborg

Regeringens spareplan – det såkaldte omprioriteringsbidrag – skal skrottes, hvis det står til Torsten Gejl fra Alternativet

2,4 milliarder kroner vil regeringen tage fra kommunernes budgetter i det såkaldte omprioriteringsbidrag. Det er én procent af kommunernes budgetter. Men de pressede kommuner føler sig presset til at skære på kernevelfærden – og forudser at pengene skal tages fra børn og unge samt ældreområdet.

Nu kræver oppositionen en forklaring på, hvad disse penge skal bruges til.

-Det er en forarmelse af kommunerne. Det er mangel af respekt af det kommunale selvstyre. At man på den måde – udenom for handlingerne mellem staten og kommunerne – tager en pose penge på over 2,4 milliarder kroner og siger til kommunerne, de her penge kan I ikke administrere, siger Torsten Gejl, kommunalordfører fra Alternativet.

Tidligere i dag krævede Birgit Hansen, socialdemokratisk borgmester i Frederikshavns Kommune, med stor opbakning fra Kommunernes Landsforening, at man fra regeringens side dropper omprioriteringsbidraget. Og denne kurs kan Torsten Gejl også følge.

-Vi har et kommunalt selvstyre, som vi skal værne om. Og der er jo kæmpestor opbakning fra kommunerne til at få dette omprioriteringsbidrag skrottet, siger Torsten Gejl.

Oppositionen kræver nu en ekstra debat af omprioriteringsbidraget, som skal foregå i næste uge. Torsten Gejl håber på, at Dansk Folkeparti besinder sig og at de lader være med lægge stemmer til regeringens omprioriteringsbidrag.

-De taler jo også en stemme for de svage i samfundet, og det er jo meget den nære service, det her kommer til at gå ud over, siger Torsten Gejl.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord