AaB har taget hul på 2007 med underskud

Klubben forventer et årsresultat med stort overskud

AaB A/S kom ud af årets første kvatal med et underskud på 8,3 mio. kr. før skat.

Alligevel regner AaB A/S med et overskud for hele året på 20 mio. kr.

Resultatet er som forventet og kan primært henføres til indkøring af nye aktiviteter i AaB College, AaB Konference og Sport Nord A/S - konstaterer klubbens ledelse. Og AaB's bestyrelsesformand Per Søndergaard udtaler:

- Et underskud er naturligvis aldrig tilfredsstillende, men resultatet var ventet og skyldes primært, at vi er i gang med at udvikle vores nye aktiviteter med henblik på fremtiden.

En af disse aktiviteter er medejerskabet i Sport Nord A/S, der driver otte sports- og tøjbutikker i Nordjylland.

- Både Sport Nord A/S, AaB College og AaB Konference er fortsat i en opstartsfase, hvilket kan aflæses direkte i resultatet, men inden for en overskuelig fremtid vil alle tre aktiviteter bidrage positivt til AaB's resultat, vurderer Per Søndergaard.

- En succesfuld opstart i Gigantium Isarena ledsaget af DM-finaleplads og flotte sølvmedaljer til AaB Ishockey og AaB Fodbolds fortsatte muligheder for at sikre den målsatte topplacering giver grund til både sportslig og økonomisk optimisme, tilføjer Per Søndergaard.

AaB-koncernens egenkapital er pr. 31. marts 2007 på 126 mio. kr.


Seneste nyt

fra Nordjylland