AaB i overlevelseskamp: Har ikke midler til feriepengesag

Feriepengesagen betyder, at AaB nu må kæmpe for overlevelsen. Klubbens egenkapital er negativ med op til 25 millioner kroner som følge af feriepengesagen.

Feriepengesagen kan i værste fald true Superliga-klubben AaB på eksistensen. Klubben har mandag valgt at hensætte 17 millioner kroner, efter at kontrakter og lønsedler er blevet gennemgået.

- På baggrund af juridisk rådgivning, dialog med Spillerforeningen og en detaljeret gennemgang har vi nu et reelt billede af det krav, vi kan blive mødt med i feriepengesagen. Vi har kun interesse i at finde en løsning hurtigst muligt, men vi skal have tilført yderligere kapital for at kunne betale kravet, siger AaBs administrerende direktør Stephan Schors i en pressemeddelelse.

Nyheden kommer kort tid efter, at Sport on Tops konkurs betød, at klubbens egenkapital blev reduceret til et rundt nul. AaB havde indtil i dag budgetteret med et underskud på mellem fem og ti millioner kroner i 2013, men forventningerne er nu et underskud på mellem 25 og 30 millioner kroner.

Feriepengesagen har tidligere kostet Brøndby 33,6 millioner kroner, og det kan blive et beløb i samme størrelsesorden, AaB må punge ud med. Det kan betyde, at AaBs egenkapital bliver negativ med op til 25 millioner kroner.

Klubben erkender i pressemeddelelsen blankt, at pengene, der skal til for at betale de manglende ikke er i klubben. Der forhandles i øjeblikket med en række investorer og andre interessenter om en samlet løsning og tilførsel af kapital.


Seneste nyt

fra Nordjylland