AaB på vej i pokalfinalen

Foto: Allan Storkborg (Arkiv)

Nordjyllands fodboldflagskib har tre gange tidligere mødt Brønshøj i pokalturneringen. Og i alle tre tilfælde har AaB vundet kampen og senere endt i finalen.

Man siger, at tredje gang er lykkens gang. Men mon ikke, AaB håber, fjerde gang bliver lige så god. De skal nemlig følge op på en imponerende statistik, når de tager til Brønshøj senere i dag.

For de tre gange AaB har mødt Brønshøj i pokalen har nordjyderne vundet kampen - og senere deltaget i den afgørende finale.

Første gang, de to hold mødte hinanden i pokalturneringen var i 1987, hvor AaB vandt 6-0. Desuden har nordjyderne slået Brønshøj i 1990 og 2008. Og alle tre gange, er AaB altså endt i finalen, dog med nederlag i alle tre.

AaB tager til Sjælland uden Thomas Augostinussen, Lassen Nielsen og reservemålmand Carsten Christensen. Kampen spilles klokken 16 på Tingbjerg Idrætspark.

Hvis AaB slår Brønshøj venter vinderen af kampen mellem Esbjerg IF 92 og Esbjerg fB.

Flere nyheder fra TV2 Nord