AaB-spiller raser over FCN's kunstgræs

Foto: Tv2nord.dk

AaB's Kenneth Emil Petersen mener ikke, at FC Nordsjællands kunstgræsbane klæder fodbolden.

AaB's midterforsvarer Kenneth Emil Petersen havde ikke mange pæne ord at sige om Farum Parks kunstgræs efter nordjydernes 0-1-nederlag til FC Nordsjælland fredag aften i Superligaen.

- Det er frustrerende at spille på, siger Kenneth Emil Petersen.

- Jeg synes ikke, det klæder fodbolden med kunstgræs. Min holdning er, at fodbold skal spilles på græs. Men det skal ikke være en undskyldning.

- Jeg synes, vi kom frem til de chancer, som man kan forvente mod FC Nordsjælland på et pinligt underlag, siger forsvarsspilleren.

Flere af AaB-spillerne havde kampen igennem svært ved at stå fast på underlaget.

- Jeg synes ikke, at det er godt at spille på. Vi sejlede rundt, og det er jo efterhånden set i samtlige kampe herovre, at folk glider. Det er jo lige meget, hvad fanden det er for nogen sko, man har på, siger Kenneth Emil Petersen.

AaB ligger trods nederlaget i Farum stadig på andenpladsen i Superligaen.

Flere nyheder fra TV2 Nord