AaB spiller uafgjort i snestorm

Selvom Kasper Pedersen bragte nordjyderne i front, lykkedes det kun AaB at få et point i sneboldskampen mod AC Horsen.

I lang tid var der i dag tvivl om, kampen i Alka Superligaen overhovedet skulle spilles. Et tykt lag sne havde lagt sig over banen på Aalborg Stadion, så kommunens entreprenørafdeling kom på overarbejde med at rydde grønsværen, der dog fastholdt sin hvide farve før, under og efter kampen. 

Selve kampen blev en halvrodet affære uden skønspil af nogen art. Akkurat, som sportschef Allan Gaarde havde forudset inden kampstart. 

Efter en forkølet første halvleg uden de helt store krampetrækninger, var det AaBs Kasper Pedersen, der gav de hårdt prøvede tilskuere en chance for at juble. 

Jannik Pohl gav den gas på højrekanten efter 57 minutter. Det gav et hjørnespart, og det var unge Kasper Pedersen, der steg til vejrs og scorede på hovedstød. 

Men knap havde tilskuerne klappet sig til lidt varme i hænderne, inden AC Horsens tre minutter senere kom på måltavlen. Jonas Borring sørgede for udligning i det uskønne opgør. 

AaB's næste opgør i Alka Superligaen spilles igen på Aalborg Portland Park. Det sker på søndag kl. 14.00 mod Randers FC. 

Kasper Pedersen scorer AaBs mål i 1-1 opgøret mod AC Horsens på et snefyldt stadion.
Kasper Pedersen scorer AaBs mål i 1-1 opgøret mod AC Horsens på et snefyldt stadion.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

 


Seneste nyt

fra Nordjylland