AaB tæt på salg af Edison Flores

- Vi har hele tiden haft som mål at lave en handel i det her transfervindue, lyder det fra sportsdirektør Allan Gaarde.

Efter to år i AaB er Edison Flores på vej mod nye udfordringer. Det fortæller klubbens sportsdirektør Allan Gaarde til TV2 Nord.

Det er den mexicanske klub Monarcas Morelia, der er ved at indgå en aftale med AaB om købet af Edison Flores.

- Status er, at vi er i forhandlinger med Monarcas Morelia. Vi er tæt på at lave en aftale, og derfor har vi givet tillade til at Edison kan tage til Mexico og se på klubben, siger Allan Gaarde.

Edison er dog ikke taget af sted endnu, og forventes først at gøre det i løbet af et par dage.

- Han træner med de andre her til formiddag. Og så tager han nok af sted i løbet af de kommende dage, lyder det fra Gaarde.

quote Vi har hele tiden haft det her transfervindue som mål for at tegne et salg af Edsion. Og så er det noget, som begge parter har arbejdet på i det her transfervindue

Allan Gaarde, sportsdirektør i AaB

Den mexicanske klub Monarcas Morelia skriver på sin hjemmeside, at man er nået til enighed med AaB om den peruanske landsholdsspillers skifte til klubben.

- Der er en god sandsynlighed for, at han bliver solgt. Men jeg vil godt vente med at kommentere på salget, indtil tallene er endeligt på plads. Alle detaljer er ikke på plads endnu, siger Allan Gaarde.

Salget af Edison Flores har været planlagt længe ifølge den nordjyske klub.

- Vi har hele tiden haft det her transfervindue som mål for at tegne et salg af Edsion. Og så er det noget, som begge parter har arbejdet på i det her transfervindue, fortæller Gaarde.

AaB overvejer nu, om truppen skal forstærkes, inden transfervinduet lukker.

quote Nu er transfervinduet jo åbent indtil fredag den 31. august klokken 24, så jeg forudser nogle intense dage

Allan Gaarde, sportsdirektør i AaB

- Det er ikke en erstatning for ham, vi søger efter, men vi overvejer at forstærke truppen. Nu er transfervinduet jo åbent indtil fredag den 31. august klokken 24, så jeg forudser nogle intense dage, siger sportsdirektøren.

Edison Flores kom til AaB som 22-årig på en fireårig kontrakt, og dengang var også storklubber som Ajax og Feyenoord ude efter den teknisk stærke og lynhurtige angriber.

Den nu 24-årige Flores har 51 kampe og fire mål på CV'et for den nordjyske klub AaB.


Seneste nyt

fra Nordjylland