AaB udlejer midterforsvarer til Jammerbugt FC

Nikolaj Lyngø bliver sendt til Jammerbugt FC på en lejeaftale resten af året.

AaB lejer den 20-årige forsvarsspiller Nikolaj Lyngø ud til Jammerbugt FC resten af året, hvor hans kontrakt med AaB udløber.

Nikolaj Lyngø har spillet en enkelt officiel kamp i AaB-trøjen, men da han ikke har udsigt til mere spilletid for klubben, får han nu mulighed for at vise sine evner frem i 2. divisionsklubben.

- Nu får han mulighed for at spille en masse i Jammerbugt FC, og vi ved af erfaring, at det er en god klub at udvikle sig i, siger sportsdirektør i AaB, Allan Gaarde, i en pressemeddelese.

Vante omgivelser

Det er ikke fremmede græsgange, som Nikolaj Lyngø skal betræde året ud. Han har tidligere spillet i Jetsmark IF.

- Jeg glæder mig til at få mere spilletid på et godt 2. divisionshold, hvor jeg forhåbentlig kan udvikle mig yderligere. Jeg har også tidligere spillet deroppe, så jeg kender en del omkring klubben, siger Nikolaj Lyngø.

Jammerbugt FC åbner sæsonen i morgen klokken 14.00 ude mod Brabrand.


Seneste nyt

fra Nordjylland