Aalborg ændrer praksis

Aalborg Kommune nægter at have tildelt for mange førtidspensioner end forudsat i regler og lovbemærkninger.

Ankestyrelsen er dog af den modsatte holdning og så bliver kommunen nødt til at ændre praksis, uden at den af den grund lægger sig fladt ned, oplyser beskæftigelsesrådmand Mai-Britt Iversen (Soc.dem.).

- Vi er ikke imod at lave flere ressourceforløb, før vi tilkender førtidspension, som krævet af Ankestyrelsen. Men det gælder bare om at finde et niveau, som både kommune og borgere kan leve med, siger hun til P4 Nordjylland.

243 personer i Aalborg fik tilkendt førtidspension i fjor. Af dem var 33 under de 40 år, hvor man kun undtagelsesvist må tildele en førtidspension.

Ankestyrelsen har set på otte aalborgensiske førtidspensionssager. Halvdelen af dem er i strid med regler og praksis. Den anden halvdel mangler væsentlige oplysninger.

Medlemmerne af Beskæftigelsesudvalget samt Familie og Socialudvalget tager resultatet til efterretning, men ønsker også en debat om, hvorvidt barren for at få førtidspension er sat alt for lavt.

- Jeg fatter i hvert fald ikke, hvis vi skal give halvt så mange personer førtidspension, som vi gør nu. Det synes jeg simpelthen ikke lyder rigtig, siger Mai-Britt Iversen til P4 Nordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland