Aalborg er landets andenstørste take away-by

På Kastet Grill og Burger får de bestillinger fra kunder i Aalborg, Nørresundby, Aalborg Øst og Aalborg Syd. Foto: Ivan Hansen

Just Eat har oplevet en vækst i bestillinger af take away i Aalborg på 25 procent i de seneste to år. Aalborg har dermed overhalet Aarhus.

Bor du i Aalborg, og har du fået mad udefra til aftensmad? Så er du langt fra alene. Pizza, burger og andet take away er nemlig populært som aldrig før i Nordjyllands hovedstad, og det kan mærkes ved Kastet Grill og Burger, som for halvandet år siden begyndte at levere mad.

- Det går forrygende. Vi er vældig overraskede over så stor interesse, der er for det, siger Louise Westh Johansen, der er indehaver af Kastet Grill og Burger.

Tal fra Just Eat viser en stigning i antallet af bestillinger af take away i Aalborg på 25 procent over de sidste to år. Dermed indtager aalborgenserne en andenplads i landet over dem, der bestiller mest take away.

- Vi havde nok forventet, at Aarhus ville være Danmarks næststørste take away-by, men rent faktisk bestiller en aalborgenser take away 16,5 procent flere gange pr år, end en aarhusianer gør, siger Carsten Boldt, der er direktør ved Just Eat.

Det er især pizza, burgere, kinesisk og dansk mad, der hitter blandt aalborgenserne. Men en ny app fokuserer nu på mad fra kvalitetsrestauranter frem for fastfood.

Se mere her:

02:30

Restauranterne i Aalborg har i de seneste to år oplevet en vækst i take-away på 25 procent. Nye apps har gjort udvalget af restauranter større.

Luk video

Flere nyheder fra TV2 Nord