Aalborg Idrætsgymnastik tog både sølv og bronze

Aalborg Idrætsgymnastik vandt i weekenden både sølv og bronze ved de nationale mesterskaber i idrætsgymnastik.

Det går strålende for Aalborg Idrætsgymnastik. I weekenden vandt klubben både sølv og bronze ved de årlige nationale mesterskaber for kvindelige hold, der denne gang blev afholdt i Aalborg.

- Vi er meget stolte. Klubben har igen vist, at Aalborg har nogle af landets bedste gymnaster, siger formand Bent Brandtoft.

Idrætsgymnastik er en velkendt disciplin fra De Olympiske Lege og består i alt af fire redskaber; hest, bom, gulv og barre.

- Idrætsgymnastik kræver enorm disciplin, smidighed og råstyrke på samme tid. Og vores trænere og dygtige gymnaster har fået Aalborg op på det allerhøjeste niveau. Gymnasterne træner enormt meget, 15-20 timer hver eneste uge, så det er en fantastisk anerkendelse, at stå med både sølv og bronze. Det lover rigtig godt for fremtiden, fortæller den stolte formand. 


Seneste nyt

fra Nordjylland