Aalborg Kommune skærper krav til private hjemmeplejefirmaer

Aalborg Kommune har skærpet kravene til udbydere af privat hjemmepleje for at skabe større tryghed blandt kommunens borgere.

Det ser fremover ud til at blive mere trygt for borgere i Aalborg Kommune at vælge en privat leverandør af hjemmepleje. I løbet af de seneste år er flere private hjemmeplejefirmaer gået konkurs, og det har medført manglende tryghed blandt borgere i Aalborg Kommune. Derfor skærper kommunen nu kravene til de firmaer, der udbyder privat hjemmepleje.

- Vi oplever desværre flere ældre borgere, som er blevet utrygge ved at vælge en privat leverandør på grund af konkurserne, siger Thomas Krarup (Konservative), rådmand for Ældre- og Handicapudvalget i Aalborg Kommune.

Udvalget har besluttet, at alle nuværende og kommende private leverandører af personlig pleje og praktisk hjælp med virkning fra den 1. marts 2017 skal stille sikkerhed i form af en bankgaranti. Garantiens størrelse vil afhænge af, hvor mange borgere leverandøren leverer hjælp til.

- Vores ældre borgere skal naturligvis kunne være trygge, uanset hvilken leverandør de vælger, og derfor har vi besluttet at indføre sikkerhedsstillelse og udbud. Det er de krav, som bedst kan sikre, at leverandørerne har en solid økonomi og dermed har mindre sandsynlighed for at gå konkurs, siger Thomas Krarup  i en pressemeddelelse.

Ældre- og Handicapforvaltningen kan via garantien kan få dækket sine udgifter, hvis en af de private leverandører går konkurs, og kommunen med meget kort varsel skal overtage leverancerne af hjælp til de ældre, skriver Aalborg Kommune.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland