Aalborg Kommune vil hjælpe Intel-ansatte i nyt arbejde

De 250 medarbejdere, der som følge af Intels beslutning om at lukke ned i Aalborg mister deres arbejde, får en hjælpende hånd fra Aalborg Kommune.

Verdens største chipproducent Intel skal på verdensplan afskedige 12.000 ansatte. Omkring 250 af disse findes i Aalborg når virksomheden lukker ned i Danmark.

Borgmester i Aalborg Kommune Thomas Kastrup-Larsen (S) begræder virksomhedens beslutning, men ser samtidig gode muligheder for at de berørte ingeniører og udviklere kan komme i nyt arbejde.

- Det er klart, at det ikke er en ønskesituation for os at miste så mange arbejdspladser på én gang. Samtidig er vi kede af, at et af verdens største it-firmaer på den måde forlader Danmark, siger Thomas Kastrup-Larsen og fortsætter:

- Når det er sagt, ser vi en IKT-branche, der i stigende grad taler om flaskehalse og mangel på kvalificeret arbejdskraft, og derfor har vi nu iværksat en række tiltag, som skal afværge nogle af konsekvenserne af dagens dårlige nyhed.

Business Aalborg er Aalborg Kommunes erhvervsafdeling, og de har ved lignende virksomhedslukninger spillet en aktiv rolle i forhold til at videreføre virksomheders aktiviteter og få berørte ansatte i nyt arbejde.

Konkret iværksætter Business Aalborg initiativer i tre spor.

- For det første skal vi via NOVI, Invest in Denmark og Invest in Aalborg afsøge muligheden for en hel eller delvis videreførelse af Intels aktiviteter. Der kunne sagtens være især udenlandske virksomheder, som kunne være interesserede i Intels setup og medarbejdere.

- For det andet skal vi hjælpe de medarbejdere, der bruger denne lidt triste anledning til at udleve en drøm om at starte egen virksomhed. IKT-erhvervet er jo netop et af de erhverv, hvor iværksætteri er mest udbredt og faktisk også har én af de højeste overlevelsesgrader, forklarer Tonny Skovsted Thorup, der er Erhvervschef i BusinessAalborg.

Det tredje spor handler om formidling af arbejdskraft fra Intel til andre nordjyske IT-virksomheder. Det sker i samarbejde med BrainsBusiness, der er en sammenslutning af 155 virksomheder, der sammen har lanceret en jobportal for IT-specialister.

- Vi er kede af situationen, men har taget arbejdstøjet på og ser optimistisk på de muligheder, der foreligger. I de kommende dage vil vi afsøge yderligere muligheder og løbende være i kontakt med de implicerede parter, herunder NOVI, Intel, Invest in Denmark, Invest in Aalborg, Aalborg Universitet, BrainsBusiness, Jobcentret med flere slutter Tonny Skovsted Thorup. 

Intel i Aalborg lukker. 250 arbejdspladser forsvinder.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland