Aalborg lokker unge

Foto: Jesper Lange (Arkivfoto)

Det er ikke længere nok, at Aalborg kan byde på universitet og andre videregående uddannelser, når der skal lokkes studerende til byen. Det handler også om at sælge alt det, der foregår uden for studielivet. På torsdag inviterer Aalborg Kommune derfor for første gang unge fra hele landet til "Afterstudy - Aalborg" i Nordkraft.

Når unge skal til at vælge uddannelsesby, er det ikke kun studiemuligheder, der spiller en rolle. Også fritidsaktiviteter, gode boligforhold og spændende kulturtilbud påvirker valget af studieby.

Netop i denne uge har de videregående uddannelser inviteret studerende fra gymnasiale uddannelser over hele landet til at prøve studiepraktik enten på Aalborg Universitet (AAU) eller på University College Nordjylland (UCN).

Aalborg Kommune benytter samtidig lejligheden til at vise, hvad byen har at byde på efter "studietid" med "Afterstudy Aalborg", hvor deltagerne fra studiepraktik kan møde aktører fra byen kultur-, sports-, og fritidsliv og høre om byens attraktive tilbud.

De kommende studerende kan bl.a. møde to professionelle sportsfolk: Rune Spliid, som er håndboldspiller i Aalborg Håndbold og læser til Serviceøkonom på UCN og Camilla Sand Andersen, som er fodboldspiller i Fortuna Hjørring og læser Medicin på AAU.

Aalborg vil være Danmarks bedste uddannelsesby. Derfor lægger Aalborg Kommune vægt på at uddannelsesmiljøet skal være attraktivt for de unge i studietiden og motivere de studerende til en erhvervskarriere i Aalborg efter endt uddannelse.

Study Aalborg

Læs meget mere på Aalborg Kommunes hjemmeside for kommende studerende studyaalborg.dk

Flere nyheder fra TV2 Nord