Aalborg Pirates indtager tredjeplads efter stærk sejr

Onsdag aften hoppede Aalborg Pirates op på en tredjeplads i Metal Ligaen efter en overbevisende sejr på 8-2 over Esbjerg Energy.

En tromlende, klokkeklar og overbevisende sejr.

Det var, hvad det blev til for Aalborg Pirates, da holdet onsdag aften mødte Esbjerg Energy på hjemmebane. Der var ellers lagt op til tæt kamp mellem de to mandskaber, der de seneste tre år har kæmpet om mesterskabet i Metal Ligaen.

Men et veloplagt Pirates-mandskab og særligt forwarden Mike NcNamee fejede modstanden af banen og hev en sejr på 8-2 hjem.

Første periode var en tæt affære, som Aalborg Pirates kom bedst ud af. Takket være to scoringer fra Jeppe Korsgaard og Mike NcNamee førte hjemmeholdet 2-1 efter de første 20 minutter.

Men modstand var der omvendt ikke meget af, da anden periode blev blæst i gang. Her kom Spencer Humphires på tavlen, og Mike NcNamee stod for de to assists til Mikkel Højbjergs to scoringer. Dermed stod der 5-2 til Pirates inden tredje og sidste periode.

Heller ikke her havde gæsterne fra Esbjerg meget at byde ind med. Endnu engang vandt Pirates en periode med 3-0 med scoringer af Spencer Humphries, David Friedmann og Mike NcNamee.

Med den overvældende sejr rykker Aalborg Pirates nu op på tredjepladsen i ligaen med 14 point efter otte kampe.


Seneste nyt

fra Nordjylland