Aalborg Portland køber konkurrent for milliarder

Aalborg Portland Holding køber belgiske cementkoncern for 2,3 milliarder kroner.

Aalborg Portland Holding A/S, der er moderselskab for en række cement- og betonvirksomheder i blandt andet Norden, USA, Tyrkiet, Egypten, Malaysia og Kina, tager nu et markant væksthop gennem et af koncernens hidtil største opkøb.

De har nemlig opkøbt den belgiske cementkoncern Compagnie des Ciments Belges S.A. for 2,3 milliarder kroner. Den belgiske koncern CCB omsatte i 2015 for 1,4 milliarder kroner, og opkøbet løfter således Aalborg Portland Holdings omsætning med godt 20 procent til mere end 8 milliarder kroner:

- Vi er meget tilfredse med, at der er opnået enighed med ejerne om overtagelsen af CCBs aktiviteter i det sydvestlige Belgien. Med CCB kan vi udvide vores position i Europa og diversificere vores fysiske tilstedeværelse, forklarer bestyrelsesformand i Aalborg Portland Holding Søren Vinther.

Købet understøtter Aalborg Portland Holdings ambitiøse vækststrategi, og koncernen ser et stort vækstpotentiale i Benelux-landene, Frankrig og Mellemeuropa i det hele taget.

Medarbejderstaben hos CCB tæller knap 450 medarbejdere, og Aalborg Portland Holding får herved total set mere end 3.000 medarbejdere.

- Vores nuværende omsætning og medarbejderstab øges med godt 20 procent. Købet vil dog kun i nogen grad få effekt i vores 2016-regnskab, da vi nu skal afvente de europæiske konkurrencemyndigheders, herunder EU-Kommissionens godkendelse af transaktionen. Vi forventer dog, at alt kan gennemføres og afsluttes inden årets udgang, siger CFO Henning Bæk, Aalborg Portland Holding.


Seneste nyt

fra Nordjylland