Aalborg Universitet er bedst i Europa

Aalborg Universitet markerer sig som det bedste europæiske universitet, når det kommer til ingeniørvidenskab.

Når det kommer til ingeniørvidenskab, er der ingen universiteter i Europa, der kan måle sig med Aalborg Universitet. Det står klart, efter universitetet netop er blevet rykket op på listen over verdens bedste universiteteter.

Her er AAU rykket fra en plads som nummer 18 inden for ingeniørvidenskab til en flot ottendeplads. Blandt andet overhaler AAU nu Stanford University og Georgia Tech. Det giver samtidig en plads som det bedste ingeniørvidenskabelige universitet i Europa.

Det skriver AAU på sin hjemmeside. 

Den placering kan blandt andet danske virksomheder nyde godt - og hos ledelsen på AAU glæder man sig over den.

- Det er en god dag for AAU, og vi er selvfølgelig stolte over, at vores dygtige forskere og medarbejdere på ingeniørfeltet har sikret os denne fornemme placering. Derudover glæder mig at se, at vi også tager nogle gevaldige spring op ad listerne inden for andre fagområder. Det er et udtryk for den bevægelse, vi er inde i, hvor vi i større grad markerer os positivt på den internationale scene, siger rektor Per Michael Johansen. 

Det er nemlig ikke kun inden for ingeniørvidenskab, at AAU er i fremgang. På en lang række andre parametre forbedrer AAU sig markant. Blandt andet er AAU gået fra en plads som nummer 376 til 290 af verdens ca. 17.000 universiteter. Og også på områderne inden for IT, samfunds- og folkesundhedsvidenskab og klinisk medicin er der fremgang.

U.S. World News & World Report’s rangliste over verdens universiteter er den ældste og en af de mest betydningsfulde af sin slags. 


Seneste nyt

fra Nordjylland