Aalborg værtsby for EM i 2014

I søndagens håndboldlandskamp mellem Danmark og Argentina blev det offentliggjort, at Aalborg skal være vært for herre-EM i håndbold i januar 2014. Værtskabet deles med Aarhus, Herning og København.

- Endnu en gang bliver Aalborg vært for en stor slutrunde i Danmark. I 2010 dannede Aalborg rammen om de indledende kampe for kvindernes EM i håndbold, og sidste år lagde vi græs til en pulje i U-21 EM i fodbold. Sammen med Dansk Håndbold Forbund, de tre andre værtsbyer og Sport Event Denmark vil vi gøre vores til, at EM for herrer i 2014 bliver en håndboldfest for både spillere, officials og ikke mindst tilskuerne, siger Anne-Dorte Krog, rådmand i Skole- og Kulturforvaltningen, Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

Det er første gang, at EM i herrehåndbold afholdes på dansk jord.

- Sammen med de fire værtsbyer og Sport Event Denmark giver vi bolden op til en sand håndboldfest i 2014. Vi glæder os til at ikke alene at give vores landshold og de danske tilskuere hjemmebane ved EM, men også til at invitere de 16 deltagende nationer ind i den danske håndboldkultur. Ligeledes planlægger vi også at afvikle seminarer og workshops frem mod mesterskabet for de nationer, der ikke kvalificerer sig til EM, siger Per Bertelsen, formand for Dansk Håndbold Forbund.


Seneste nyt

fra Nordjylland