Aalborgdrenge i finale om grøn idépris

Tre drenge fra Aalborg Katedralskole er i finalen i FDB's Grønne Idépris på baggrund af to nye apps mod madspild.

Kampen mod madspild har fået et nyt våben. Emil, Joachim og Kristoffer fra 2. K på Aalborg Katedralskole har udviklet to apps til smartphones. Den første skal sikre, at rester bliver brugt i stedet for at blive smidt ud. Og den anden er et spil til børn, hvor man får point, hvis man bruger gårsdagens rester.

Drengene får nu ekstra ros for deres arbejde. Applikationerne vandt over 26 andre gymnasier og er derfor i finalen i FDB's Grønne Idépris.

- Idéen viser, at det kan være både nemt og sjovt at bruge mere og spilde mindre. Det er vigtigt, for på den måde taler man ikke til den dårlige samvittighed, men til lysten til at afprøve nye retter og gøre hverdagen lettere - samtidig med man gavner miljøet, siger Signe Didde Frese, programchef for klima og miljø i FDB.

I finalen dyster Aalborg Katedralskole mod eleverne fra Sankt Annæ Gymnasium i København og Vejen Gymnasium. Kåringen finder sted den 20. november i Mogens Dahl Koncertsal i København. Vinderne får 1.200 kroner pr. person.


Seneste nyt

fra Nordjylland