AAU-forskere modtager 67 millioner fra fond

To stjerneforskere på Aalborg Universitet modtager mandag 67 millioner kroner til deres forskning.

Frede Blaabjerg og Per Halkjær Nielsen modtager senere mandag hele 67 millioner kroner fra Villumfonden.

De to forskere er blandt de mest anerkendte i verden og de skal bruge deres nyvundne forskningsmidler til at dykke ned i henholdsvis opdagelsen af nye mikrober til gavn for blandt andet spildevandshåndtering og udvikling af systemer, der kan håndtere svingende elproduktion fra for eksempel vindmøller.

De 67 millioner fra Villumfonden er, ganske usædvanligt, knyttet til de to forskere og ikke deres projekter.

- Tanken med Villum Investigator-programmet er, at dygtige forskere laver god forskning. Ved at støtte ’Investigators’ fremfor projekter, får forskerne frihed til at udforske – og om nødvendigt – at ændre retning i deres forskning, udtaler Thomas Sinkjær, der er forskningsdirektør i Villumfonden.

En forskningsbevilling i denne størrelsesorden er noget der giver genlyd på gangene på de forskellige universiteter, og Aalborg Universitets rektor Per Michael Johansen er svært begejstret over den gode nyhed.

- Vi har mange excellente forskere på Aalborg Universitet, og et skulderklap som dette gør jo én stolt på deres vegne. Bevillingerne styrker vores forskningsindsats på områder, der er vigtige for videnssamfundet, og samtidig er det endnu en anerkendelse af, at vores forskere ligger i den absolutte verdenselite, siger rektor Per Michael Johansen.

Fakta: Villumfonden

Villumfonden er stiftet i 1971 og er Velluxfondens "søsterfond". Sammen udgør de to fonde "The Vellux Foundations"

Fonden støtter teknisk og naturvidenskabelig forskning, miljømæssige, sociale og kulturelle formål i ind- og udland. Fonden uddeler desuden Villum Kann Rasmussens Årslegat til Teknisk og Naturvidenskabelig Forskning. i 2016 bevilgede fonden i alt 902 millioner kroner.

Villumfondens vision er at være en mønsterfond. Som mønsterfond vil vi forvalte arven efter fondsstifteren, Villum Kann Rasmussen, således at hans tanker, idéer og fondens fundats tilgodeses og medvirker til at præge fremtiden for vores uddelingsområder, for samfundet og for firmagruppen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland