Advokatfyringer underkendt

Det skal gå stærkt med at få behandlet straffesager, men en dommer i Aalborg gik for vidt, da han satte to forsvarere fra bestillingen med en påstand om, at de forsinkede en sag for meget.

Den Særlige Klageret har netop underkendt "fyringen" af advokaterne Michael Juul Eriksen og Jan Schneider. Grundlaget var simpelt hen ikke i orden, lyder det. Det sjældne forløb får nu et efterspil, siger Michael Juul Eriksen.

- Jeg mener, at dommeren er inhabil og bør vige sit sæde. Jeg har hørt, at stemningen var virkelig dårlig ved det seneste retsmøde, og i min klients øjne fremstår dommeren ikke objektiv, siger advokaten.

I sagen er tre mænd tiltalt for afpresning og andre former for kriminalitet. De har siddet varetægtsfængslet siden midten af august. Men dommeren burde ikke have frataget de to advokater beskikkelsen, har klageretten slået fast.

Og det var også en fejl, at advokaterne ikke fik en chance for at udtale sig, inden de blev afsat.
/ritzau/

Flere nyheder fra TV2 Nord