Advokatsamfund vil stoppe fupadvokater

Advokaternes forening, Advokatsamfundet, har flere forslag til, hvordan politiet, anklagemyndigheden og domstolene kan afsløre fup-advokater, oplyser P4 Nordjylland.

Generalsekretær Henrik Rothe fremhæver to umiddelbart anvendelige løsninger:

- For det første tilbyder vi at udveksle data med domstolene. Vi har et register over alle advokater og de oplysninger kan vi opdatere dagligt. På den måde kan domstolene på deres eget it-system tjekke advokatens identitet.

For det andet tilbyder Advokatsamfundet også at udstyre samtlige advokater med id-kort med foto.

- Den service er allerede i gang, fordi Kriminalforsorgen i et vist omfang kræver, at advokaterne kan identificere sig for at komme på besøg i fængslet, siger Henrik Rothe til P4 Nordjylland.

Advokatsamfundets forslag er aktualiseret af en sag fra en retssag i Aalborg, hvor en mand fik udleveret fortrolige sagsakter i en drabssag ved at udgive sig for at være advokat for de pårørende til den dræbte.

Politiet undersøger nu, om manden har begået noget strafbart.

Både politi, anklagemyndighed og domstol afviser at have begået noget forkert i sagen og advokatsamfundets generalsekretær, Henrik Rothe, vil heller ikke udtale sig om den konkrete sag.

- Men hvis det er domstolen, der beskikker en advokat, så er det naturligvis domstolens ansvar, at det er en rigtig beskikkelse. Men den, der udgiver sig for at være advokat, risikerer jo en straf. Og vi noterer med tilfredshed, at manden er meldt til politiet allerede.
Ellers ville vi have gjort det.

/ritzau/

Flere nyheder fra TV2 Nord