Ældre kvinde udsat for voldeligt hjemmerøveri i timevis

En eller flere røvere trængte mandag morgen ind til en ældre kvinde i hendes hjem og udsatte hende for vold. Forlod først huset timer senere.

Mandag morgen blev en ældre kvinde i Flauenskjold pludseligt udsat for et groft hjemmerøveri, der varede i fire timer. 

- En eller flere personer trængte ind til kvinden i hendes hjem i det centrale Flauenskjold, hvorefter hun blev udsat for vold og røveri, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen. 

Mere vil vagtchefen ikke ud med på nuværende tidspunkt. Efterforskningen er i gang, men der er endnu ikke udsendt noget signalement af gerningsmand eller gerningsmændene. 

Der blev sendt både politi og ambulance til stedet. 

Ifølge TV2 Nords oplysninger trængte røveren eller røverne ind til kvinden klokken 06.15 i morges og forlod først huset fire timer senere. Kvinden var på det tidspunkt bundet, og det tog derefter damen to timer at komme fri, hvorefter hun selv tilkaldte hjælp. 

Opdatering: Tidspunktet og omfanget af røveriet opdateres løbende, i takt med at detaljer kommer frem om røveriet.  


Seneste nyt

fra Nordjylland