Ahlmann får endnu tre år i den rød-hvide trøje

AaB har forlænget kontrakten med venstreforsvareren Jakob Ahlmann.

AaB og Jakob Ahlmann kan se frem til endnu tre års samarbejde. Klubben har forlænget med venstreforsvareren til den 30. juni 2019.

- Jeg synes, det er fedt at være i AaB, og jeg har en klar målsætning om at genfinde min stabilitet og bidrage endnu mere i de kommende år, siger Jakob Ahlmann.

I en alder af 12 år kom den nu 25-årige Jakob Ahlmann til AaB fra samarbejdsklubben Brønderslev I. F.. Siden da er det kun gået fremad for den dygtige venstreforsvarer, der er en af landets bedste.

Og det er da også til stor glæde for AaB’s sportsdirektør, at han de næste tre år også vil spille i den rød og hvidstribede trøje.

- Jakob er en af succeshistorierne fra vores talentudvikling, hvor han har taget vejen fra drengespiller i AaB til Alka Superligaen og videre til det danske A-landshold. Når han rammer sit topniveau, så er der ingen i Danmark, der er bedre på pladsen som venstre back, og vi er selvfølgelig glade for, at vi har kunnet blive enige med Jakob om en ny aftale, siger Allan Gaarde.

Jakob Ahlmann er foreløbig noteret for 102 officielle kampe og tre mål for Hele Nordjyllands Hold, ligesom det i landsholdssammenhæng indtil videre er blevet til to A-landskampe og 19 U-landskampe for Danmark.

- Nu gælder det om at slutte denne sæson af så godt som muligt, og perspektiverne for den kommende sæson ser også spændende ud, påpeger Jakob Ahlmann

 


Seneste nyt

fra Nordjylland